Danmark vandt sin 2. kamp i træk i European League over Østrig efter et medrivende drama i Ceres Arena. Danskerne var bagud med 1-2 i sæt, men leverede endnu et fornemt comeback og vandt kampen.
European League, 6. runde, 2. kamp: Danmark – Østrig 3:2 (25-17, 23-25, 19-25, 25-21, 15-12)
Ceres Arena, Aarhus
Tilskuerne i Ceres Arena i Aarhus fik sig noget af en mental rutchetur i den sidste European League-kamp mellem Danmark og Østrig.
De danske volleyherrer startede som lyn og torden, var helt nede i sækken, men rejste sig igen og sendte Østrig tilbage til alpelandet med to nederlag i bagagen.
”Vi kæmper igen hele kampen med at finde vores niveau. Østrig kommer med en helt anden energi i dag. Efter et perfekt 1. sæt kommer Østrig i gang, og vi må lede dybt i værktøjskassen for at finde en løsning på at komme tilbage i kampen,” siger landstræner Mikael Trolle.
”Det er helt sindssygt det her. Vi slutter European League af med to sejre og et step op af ranglisten. Det er så vigtigt med en god afslutning på en landsholdssæson. Det her, det var en toppræstation af drengene,” siger han.
Kampens topscorer blev ligesom i går Peter Trolle Bonnesen med 23 point.
”Vi falder helt ud i 2. og 3. sæt. Vi skal hjem og se video af, hvad der gik galt der. Men vi kommer efter det, og så hjælper det også på det, at Aske Mørkeberg er et dyr ved nettet i dag og blokerer alt,” siger Peter Trolle Bonnesen.
De danske volleyherrer kørte alpelandet over i 1. sæt, som var det flad dansk landevej og vandt stensikkert med 25-17.
Det var mere op ad bakke for danskerne i 2. sæt, hvor Østrig havde fundet et andet gear og selvom danskerne viste mandsmod og overlevede fem sætbolde, lukkede østrigerne sættet med 25-23.
Godt nok bliver Aarhus kaldt Smilets By, men der var ikke meget at grine af for de danske volleyherrer i 3. sæt. Danmark kom hurtigt bagud, og Østrig så sig ikke tilbage og vandt sættet med 25-19.
I 4. sæt var den gode stemningen tilbage i Ceres Arena. Danmark fik en super start og udbyggede stille og roligt føringen og vandt sættet 25-21 og tvang dermed kampen ud i tiebreak – ligesom første opgør i går.
I tiebreaken var de danske volleyherrer iskolde. Selvom Østrig flere gange formåede at udligne danskernes føring, holdt Danmark hovedet koldt og kørte sættet hjem 15-12 og vandt dermed kampen 3-2.
Med dagens resultat slutter Danmark på en flot 4. plads i European League Gruppe A med to hjemmesejre og to udebanesejre.
Danmarks startopstilling
Hævere
Axel Jacobsen (San Juan – ARG)
Centre
Aske Mørkeberg Sørensen (Gentofte Volley – DEN)
Rune Rye Huss (Marienlyst – DEN)
Venstrekant
Simon Ostenfeld Bitsch (Middelfart – DEN)
Mads Møllgaard (Gentofte Volley – DEN)
Højrekant:
Peter Trolle Bonnesen (Gentofte Volley – DEN)
Libero
Ibrahim Ali Alievski (Gentofte – DEN)
Danmarks program*
Dette års European League spilles over seks weekender. Gruppespillet afvikles fra den 4. juli til den 9. august og slutter af med Final 4 i weekenden den 15.-16. august. Kampene afvikles som såkaldte double-headers, hvor hjemmeholdet spiller kamp to dage i træk mod samme modstander. Nummer 1 og 2 går videre fra puljen til Final 4.
1. runde 4.-5. juli (Antvorskovhallen, Slagelse):
4. juli: Danmark – Polen: 0:3 (22-25, 21-25, 14-25)
5. juli: Danmark – Polen: 0:3 (15-25, 19-25, 16-25)
2. runde 10.-11. juli: (Israel)
10. juli: Israel – Danmark 0-3 (19-25, 21-25, 23-25)
11. juli: Israel Danmark 3-0 (25-19, 25-16, 25-20)
3. runde 18.-19. juli:
Danmark sidder over
4. runde 25.-26. juli:
Makedonien – Danmark 2:3 (27-29, 25-18, 25-17, 22-25, 16-18)
Makedonien – Danmark 3:1 (25-16, 22-25, 25-18, 26-24)
5. runde 1.-2. august:
Estland – Danmark 3:0 (25-17, 25-16, 25-23)
Estland – Danmark 3:1 (25-21, 30-28, 29-31, 25-19)
6. runde 8.-9. august (Ceres Arena, Aarhus):
8. august: Danmark – Østrig 3:2 (23-25, 22-25, 25-19, 25-23, 16-14)
9. august: Danmark – Østrig 3:2 (25-17, 23-25, 19-25, 25-21, 15-12)