Volleyball-landsoldet jagter genrejsning efter to nederlag mod verdensmestrene i 1. runde af European League. Det skal gå ud over Israel, som Danmark møder på udebane i 2. runde. Landstræner Mikael Trolle tror på sejr, hvis puslespillet går op.
Danmark og Israel er i samme båd, idet begge mandskaber tabte deres to første kampe i dette års European League; Danmark mod verdensmestrene Polen og Israel på udebane mod Østrig.
Det er derfor to sejrssultne mandskaber, som støder sammen i Raanana cirka fem kilometer nord for Tel Aviv fredag og lørdag.
”Der er al mulig grund til at være optimistiske forud for kampene mod Israel i European League. I kampene mod Polen viste vi, at vi kan spille på et højt niveau, men desværre ikke i lang nok tid af gangen. Vi var ikke stabile nok,” siger landstræner Mikael Trolle.
”Jeg forventer to meget lige kampe mod Israel. Det hele står og falder med, om vi kan få de forskellige elementer i spillet på plads samtidig. I første kamp mod Polen havde vi godt styr på blokadespillet og angrebet, mens modtagningen sejlede. I anden kamp var det lige modsat. Vi har to halve puslespil, nu skal vi lægge et helt mod Israel,” siger han.
Der venter de danske volleyherrer en israelsk heksekedel, både skabt af tilskuerne og temperaturen:
”Man kan sige, at vi har vænnet os til varmen efter en hed omgang i Antvorskovhallen. Ligesom vi fik en fantastisk opbakning af publikum dér, så vil tilskuerne i Israel forsøge at forstyrre vores spil mest muligt. Det er altid svært at spille i Israel, men vi er ved rigtig godt mod,” siger Mikael Trolle.
Landstræneren har valgt at tage 13 spillere med til de to kampe i Israel, da flere af volleyherrerne døjer med småskader. Truppen er den samme som mod Polen, dog hvor Frederik Mikelsons erstatter Ibrahim Ali Alievski på libero-pladsen. Desuden er Daniel Thomsen fra Marienlyst med på centerpladsen.
Danmark spiller mod Israel fredag den 10. juli klokken 16:00 dansk tid og lørdag den 11. juli klokken 18:30 dansk tid.
Truppen mod Israel
Hæver
Axel Jacobsen (San Juan – ARG)
Casper Olesen (Grøndal – DEN)
Centre
Simon Gade (Gentofte Volley – DEN)
Aske Mørkeberg Sørensen (Gentofte Volley – DEN)
Rune Rye Huss (Marienlyst – DEN)
Daniel Thomsen (Marienlyst – DEN)
Venstrekant
Peter Kromann Jensen (Menen – BEL)
Simon Ostenfeld Bitsch (Middelfart – DEN)
Mads Møllgaard (Gentofte Volley – DEN)
Rasmus Breuning Nielsen (VBC Waremme – BEL)
Højrekant:
Peter Trolle Bonnesen (Gentofte Volley – DEN)
Steen Lyngø Sørensen (US Conflans Andresy – FRA)
Libero
Frederik Mikelsons (Marienlyst – DEN)
Danmarks program*
Dette års European League spilles over seks weekender. Gruppespillet afvikles fra den 4. juli til den 9. august og slutter af med Final 4 i weekenden den 15.-16. august. Kampene afvikles som såkaldte double-headers, hvor hjemmeholdet spiller kamp to dage i træk mod samme modstander. Nummer 1 og 2 går videre fra puljen til Final 4.
1. runde 4.-5. juli (Antvorskovhallen, Slagelse):
4. juli: Danmark – Polen: 0:3 (22-25, 21-25, 14-25)
5. juli: Danmark – Polen: 0:3 (15-25, 19-25, 16-25)
2. runde 11.-12. juli:
Israel – Danmark
3. runde 18.-19. juli:
Danmark sidder over
4. runde 25.-26. juli:
Makedonien – Danmark
5. runde 1.-2. august:
Estland – Danmark
6. runde 8.-9. august (Ceres Arena, Aarhus):
Danmark – Østrig
* Der tages forbehold for ændring af kamptider.