En af Volleyligaens største profiler Peter Jensen skifter til den belgiske klub Menen. Landsholdspilleren har skrevet under på en 1-årig kontrakt.
Siden Peter Jensen i 2011 blev kåret til Årets Danske Fund i Volleyligaen og samtidig kunne fejre sit først danske mesterskab med Marienlyst har karrieren taget fart for den nu 25-årige kantspiller.
Med tre danske mesterskaber for Marienlyst, hvor Peter Jensen har været en dominerende profil, og et stærkt EM på hjemmebane i 2013 har der været masser af udenlandsk interesse for den 198 centimer høje fynbo med 52 landkampe på CV’et.
Nu har Peter Jensen skrevet kontrakt med Menen i Belgien.
”Jeg er lige blevet færdig med min bachelor og vil gerne prøve mig selv af i udlandet. Der skulle nogle nye udfordringer til. Jeg er klar til at prøve større udfordringer og noget andet end den danske liga,” siger Peter Jensen.
Han har takket nej til flere større klubber, inden kontrakten med Menen blev skrevet under. Klubben skriver på deres hjemmeside, at de blandt andet henter Peter Jensen på grund hans power i angrebet.
”Menen ligger lige under topholdene i Belgien. De har et spilmæssigt niveau, som passer rigtig godt til mig. Det er et rigtig godt match, da der er gode muligheder for, at jeg får meget spilletid. Meget større, end hvis jeg havde skrevet kontrakt med en af de større klubber, som har henvendt sig til mig,” siger han.
”Jeg er lidt for gammel til at stå uden for banen og heppe på mine holdkammerater. Jeg vil spille. Jeg har sagt nej til flere større klubber, hvor jeg ville få en reservetjans.”
Sammen med resten af det danske landshold ligger Peter Jensen pt. i intensiv træningslejr frem mod dobbeltkampene i European League mod verdensmestrene Polen den 4. og 5. juli i Antvorskovhallen i Slagelse. Køb billet her.
Peter Jensen har skrevet under på en 1-årig kontrakt med Menen og drager til Belgien i slutningen af august.