Danmark skal en tur til Letland for at få de sidste detaljer på plads, inden herrelandsholdet den 4. og 5. juli åbner European League mod verdensmestrene Polen på hjemmebane i Slagelse.
Landstræner Mikael Trolle forventer, nå ja, intet let land på den anden side af nettet i de sidste forberedelseskampe. Og det er et helt bevidst valg af modstander, forklarer han:
”Det er afgørende, at vi får spillet nogle gode kampe mod en modstander, som kan presse os mest muligt. Det er nu, at vi skal helt op i det gear, som European League kræver. Vi møder verdensmestrene i første kamp. De kommer med 120 km i timen, så hvis vi ikke er helt på toppen, skal drengene have styrthjelm med på banen,” siger Mikael Trolle.
”Letland er en stærk modstander med stolte volleyballtraditioner. Sidste år spillede vi tre kampe mod dem uden at vinde. Men jeg håber, at vi denne gang kan spore fremgang i vores præstation mod et hold på dette niveau,” siger han.
Der er lagt op til nogle tætte kampe, idet Danmark og Letland ligger henholdsvis nummer 26 og 25 på CEV’s Europarangliste.
I sidste uge delte de danske volleyherrer øretæver ud til Schweiz på hjemmebane i Kildeskovshallen, hvor det blev til tre sejre ud af tre mulige, så holdet rejser til Letland med god selvtillid i bagagen.
Forberedelseskampene mod letterne er de sidste, inden Danmark møder verdensmestrene Polen i åbningskampene i European League den 4. og 5. juli i Antvorskovhallen i Slagelse.
Den danske trup i Letland
Hævere:
Axel Jacobsen, San Juan ARG
Casper Olesen, Grøndal EV
Centerspillere:
Rune Rye Huss, Marienlyst
Aske Mørkeberg Sørensen, Gentofte
Simon Gade, Gentofte
Kantspillere:
Kristian Knudsen, Cannes FRA
Peter Jensen, Marienlyst
Mads Møllgaard, Gentofte
Simon Bitsch, Middelfart
Oscar Møllgaard, Gentofte
Diagonaler:
Peter Trolle Bonnesen, Gentofte
Steen Sørensen, US Conflans Andresy FRA
Libero:
Frederik Mikelsons, Marienlyst