3. DM-finale: Gør Gentofte arbejdet færdigt?

Tirsdag aften tørner Middelfart og Gentofte sammen i den 3. og måske sidste DM-finale. Efter at have vundet seriens to første opgør kan Gentofte med en sejr sikre sig det eftertragtede guld. Der var spænding til det allersidste, da Middelfart og Gentofte for en lille uge siden krydsede klinger i den første ud af potentielt…

:


Tirsdag aften tørner Middelfart og Gentofte sammen i den 3. og måske sidste DM-finale. Efter at have vundet seriens to første opgør kan Gentofte med en sejr sikre sig det eftertragtede guld.

Der var spænding til det allersidste, da Middelfart og Gentofte for en lille uge siden krydsede klinger i den første ud af potentielt fem DM-finaler.

2-3 endte kampen i gæsternes favør efter en nervepirrende afslutning, hvor især Gentofte-profilerne formåede at holde hovedet koldt og gøre ondt på de fynske værter.

Tirsdag aften mødes de to hold så i DM-finaleseriens 3. kamp, hvor Gentofte med en sejr kan snuppe mesterskabet. Kanalsport-kommentator Anders Frank påpeger da også, at pokalvinderne synes at have netop det, der skal til for at sikre sig ”The Double”.

”Gentofte har på papiret det bedste mandskab i Danmark. De har fundet sammen som en enhed. De sprudler på det bedst tænkelige tidspunkt. Vi så det også i årets pokalfinale, de topper, når der skal toppes,” siger Anders Frank.

Inden Gentofte kan kalde sig Danmarksmestre skal de dog besejre Middelfart i yderligere én kamp. Fynboerne vil givetvis gøre alt for, at det ikke sker, og skal det lykkes, skal hele holdet steppe yderligere et trin op.

”De skal formå at udfordre Gentoftes modtagning bedre, end de har gjort hidtil. Så kræver det også, at andre end Bogdanovic producerer point. Selvom litaueren er årets MVP, kan han ikke slå Gentofte alene. Sidst, men ikke mindst, skal de håbe på, at Rasmus Breuning kan blive fit for fight til aftenens kamp. Om de så skal indhente hjælp fra en heksedoktor. Så skal de have Breuning klar, hvis de skal vinde,” siger Anders Frank.

Selvom de tidligere resultater i finaleserien peger i retningen mod endnu en Gentofte-sejr, bør Middelfart ikke afskrives. I hvert fald tror Anders Frank på, at der er en spændende duel i vente for tilskuere og seere.

”Det altafgørende bliver, om Middelfart kan finde løsninger, der kan true Gentofte. Hvis ikke de presser dem mere i angreb og serv, så vinder de ikke i dag. Men jeg tror, vi får et brag af en kamp. Et ramt Middelfart-hold skal komme med alt i aften. Mod et Gentofte-hold på toppen af Danmark. En kamp, man ikke vil gå glip af.”

Kanalsport.dk viser den 3. DM-finale imellem Middelfart og Gentofte direkte i aften med optakt fra kl. 19:25.

Del nyhed

LÆS OGSÅ