Gentofte én sejr fra DM-guldet

Anden kamp i herrernes finaleserie blev spillet foran et talstærkt hjemmepublikum i Kildeskovshallen i Gentofte.Med en kneben sejr til Gentofte i den første finale var der lagt op til endnu en spændende kamp mellem Danmarks pt. to bedste herrehold. Første sæt var præget af usikkert spil fra begge hold. Middelfart var presset i blokadespillet, hvilket skyldtes…

:


Anden kamp i herrernes finaleserie blev spillet foran et talstærkt hjemmepublikum i Kildeskovshallen i Gentofte.
Med en kneben sejr til Gentofte i den første finale var der lagt op til endnu en spændende kamp mellem Danmarks pt. to bedste herrehold.

Første sæt var præget af usikkert spil fra begge hold. Middelfart var presset i blokadespillet, hvilket skyldtes et godt og hurtigt angrebsspil dirigeret af Gentoftes hæver Colin Carson. Til gengæld havde Gentofte problemer med at finde serverytmen og det gav samlet set et lidt rodet første sæt. Gentofte havde dog mest kontrol og sikrede sig første sæt med 25-21.

Andet sæt blev kampens mest velspillede og spændende periode. Holdene fulgtes ad hele vejen inden en velspillende Peter Trolle kunne smashe sætsejren hjem til Gentofte ved 26-24.
Midt i sættet havde Middelfart givet en nettur til den nyligt kårede Årets Fund, Rasmus Breuning. Det store talent døjer med en rygskade, som har holdt ham ude et stykke tid og han kunne da også kun spille en lille del af aftenens kamp. I øvrigt er det ekstraordinært flot, at familien Breuning har fået kåret storebror Rasmus og lillesøster Mette til Årets fund i samme sæson. Stort tillykke til hele familien.

Efter en føring på 8-7 i tredje sæt, trak Gentofte stille og roligt fra og afsluttede sættet med en sejr på 25-19.

Hos Middelfart blev Årets Spiller Jaroslav Bogdanovic topscorer med 16 point mens Peter Trolle blev Gentoftes topscorer med 24 point.

Tredje finale spilles i Middelfart tirsdag d. 21.4 kl. 19.00. Middelfart er tvunget til at sejre, hvis det skal blive til flere finaler i denne sæson. Vinder Gentofte er guldet sikret.

Del nyhed

LÆS OGSÅ