Holtes og Fortuna Odenses damer har været de mest medaljevindende hold i damernes bedste række igennem mange år.
Tirsdag aften skulle det afgøres, hvem der skulle supplere medaljesamlingen med et sæt bronzemedaljer. Holte vandt i torsdags på hjemmebane den første bronzekamp med 3-1 og ville med en sejr sikre sig medaljerne. Hvis Fortuna Odense vandt kampen skulle det hele afgøres i et Golden Set.
Holte startede kampen bedst og førte det meste af 1. sæt, indtil Fortuna fik en god periode og vendte 18-21 til en sætsejr på 25-22.
Sætnederlaget blev tydeligvis en god motivation for Holte, som fra starten af 2. sæt spillede klogt og fejlfrit samtidig med at Fortunas angrebses, Melina Terrel, ikke vandt de bolde hun plejer. Holte spadserede sig gennem sættet til en sejr på 25-9.
Holtes dominans fortsatte i 3. sæt og med en føring på 8-2 ved første tekniske timeout tydede alt på at Holte havde Fortuna i sin hule hånd. Men godt bakket op af et talstærkt hjemmepublikum og med Terrel tilbage på rette spor åd Fortuna sig ind i kampen og stillingen var helt lige ved 19-19. Herfra vandt Holtes rutinerede diagonalspiller Anneka Hastings flere vigtige angreb og sættet gik til Holte 25-21.
4. sæt startede meget lige og Fortuna kom først til den tekniske timeout med en føring på 8-6. Herfra viste årets spiller, Melina Terrel sin klasse og via skarpe angreb og gode server gik Fortuna til en føring på 16-7. Fortunas dominans fortsatte og årets fund, Mette Breuning, stjal nogle vigtige blokadepoint, inden Fortuna lukkede sættet 25-17.
Holte kom bedst fra start i 5. sæt og førte 8-4 ved sidebyt. Anført af en stærkt servende Nora Møllgaard fortsatte Holte med at udbygge sin føring til en endelig sæt- og matchsejr 15-5.
Derved ender Fortuna Odense på en 4. plads i årets turnering, mens Holte med sin 3. plads føjede endnu et medaljesæt til samlingen.