DM-finaleoptakt: Agassi-niveau mod mesterdræberne

Middelfart og Gentofte krydser klinger i årets DM-finaler i Volleyligaen for herrer. Fynboerne var suveræne i grundspillet, og sjællænderne havde en suveræn semifinaleserie. Nu jagter begge guld. Der skal findes en ny danmarksmester i volleyball for herrer, efter Marienlyst blev ekspederet ud i semifinalen. DM-finalen bliver en kamp mellem de sidste tre års sølvvindere Gentofte,…

:


Middelfart og Gentofte krydser klinger i årets DM-finaler i Volleyligaen for herrer. Fynboerne var suveræne i grundspillet, og sjællænderne havde en suveræn semifinaleserie. Nu jagter begge guld.

Der skal findes en ny danmarksmester i volleyball for herrer, efter Marienlyst blev ekspederet ud i semifinalen.

DM-finalen bliver en kamp mellem de sidste tre års sølvvindere Gentofte, som drømmer om at vinde The Double, da de tidligere på sæsonen vandt pokaltitlen. Sidste gang Gentofte vandt DM-guld var i 2007.

Så længe skal man ikke tilbage, siden den anden DM-finalist Middelfart sidst stod øverst på podiet, idet fynboerne vandt DM-guld i 2012.

Kanalsports volleyballkommentator Anders Frank hæfter sig blandt andet ved, at hele seks af Middelfarts kampe i grundspillet var ude i tiebrek. Fem af dem faldt ud til fynboernes fordel:

”Middelfart har gang på gang vist, at når de er ude i nogle tætte kampe, så vinder de. Middelfart er et hold, som finder modstanderens niveau og så lige hæver sit eget i forhold dertil. Det er ligesom Andre Agassi. Man behøver ikke spille verdens bedste kamp hver gang – bare man er bedre end dem på den anden siden af nettet,” siger Anders Frank.

Middelfart tabte kun en enkelt kamp i grundspillet – og det var til netop DM-finalemodstanderen Gentofte – i tiebreak. I semifinaleserien levnede Middelfart ikke Hvidovre mange chancer og vandt 3-0 i kampe. I den anden semifinale slog Gentofte de forsvarende mestre Marienlyst ud i tre kampe.

”Trods Middelfarts dominans i grundspillet, så vil jeg mene, at Gentofte er favoritter til DM-titlen. De har haft en suveræn vej til finalen. Det giver et selvtillidsboost at sparke de danske mestre ud af semifinaleserien med 3-0. Spiller for spiller er Gentofte Danmarks bedste hold. Nu er de i finalen, og så handler det kun om én ting – det det er at vinde guld,” siger Anders Frank. 

Første DM-finale spilles den 14. april i Middelfart.

Program DM-finaler, herrer
15. april, 19:30: Middelfart VK – Gentofte Volley, Lillebæltshallen
17. april, 19:00: Gentofte Volley – Middelfart VK, Kildeskovshal 1
21. april, 19:30: Middelfart VK – Gentofte Volley, Lillebæltshallen
24. april, 19:00: Gentofte Volley – Middelfart VK, Kildeskovshal 1
26. april, 16:00: Middelfart VK – Gentofte Volley, Lillebæltshallen

Del nyhed

LÆS OGSÅ