Dansk Volleyball Forbund går 1.500 medlemmer tilbage i den seneste medlemsregistrering fra DIF. Størstedelen af tilbagegangen skyldes afslutningen af havevolley-projektet.
Mens urene i går blev sat en time frem på grund af sommertiden, gik Dansk Volleyball Forbund medlemstal tilbage. Pudsigt nok skal en stor del af tilbagegangen netop findes i udsigten til sommer og varmere tider.
”Vi kan se på vores medlemsregistrering, at en stor del af de medlemmer, vi mister, er havevolleymedlemmer,” siger Peter Morell, bredde- og udviklingschef i Dansk Volleyball Forbund.
”I 2012 fik vi en masse medlemmer via vores projekt Havevolley. Det projekt sluttede i 2014, og vi mister over 1.000 medlemmer på den konto. Så tilbagegangen er ikke alarmerende, men det er klart, at vi kigger indad og ser på, hvordan vi kan gøre volleyball mere attraktivt. Både vi og klubberne arbejder benhårdt på lave et bedre produkt hver eneste dag,” siger han.
I 2014 havde Dansk Volleyball Forbund 15.264 medlemmer. Det er en tilbagegang på 9 procent eller 1.508 medlemmer i forhold til 2013.
Volleyball scorer stadig højt på antallet af foreninger, idet der var 321 volleyballforeninger i 2014. Dermed er volleyball den sport i Danmark, hvor der er 8. flest foreninger. I 2013 var der 323 foreninger.
Medlemstal Dansk Volleyball Forbund
Medlemmer 2014: 15.264 medlemmer
Medlemmer 2013: 16.772 medlemmer
Medlemmer 2012: 17.143 medlemmer