Det er helt lige i damernes semifinaler i Volleyligaen. Brøndby, Holte, Fortuna Odense og Lyngby har hver én semifinalesejr, inden 3. duel venter i weekenden.
De sidste fire års bronzevindere Fortuna Odense vandt 1. semifinaleopgør ude over Lyngby, men den føring udlignede Lyngby i midtugens 2. semifinaleopgør. Første kamp blev 3-2 i fynboernes favør, og igen i onsdags var det et uhyre tæt opgør mellem de to mandskaber. Denne gang tippede kampen til sjællændernes fordel, da de på udebane vandt 3-2. Dermed er stillingen 1-1 mellem Fortuna Odense og Lyngby i semifinaleserien. Næste kamp spilles den 22. marts klokken 15.00.
I den anden semifinale duellerer de forsvarende danmarksmestre Brøndby mod Holte, som de har stået overfor i de seneste fire års DM-finale. Brøndby vandt 1. duel hjemme med 3-0, mens Holte revancherede sig i 2. semifinaleopgør med en 3-2-sejr. Brøndby nedlagde efter kampen protest over, at Holte uretmæssigt blev tildelt to ekstra point i femte sæt. Protesten blev afvist af Dansk Volleyball Forbunds turneringsudvalg, og stillingen er dermed 1-1 mellem Brøndby og Holte i semifinaleserien. Næste kamp spilles den 21. marts klokken 14.00 i Stadionhal 1 i Brøndby.
Semifinaler, damer
14. marts, 14:00: Brøndby – Holte 3-0 (25-17, 25-22, 25-22)
15. marts, 15:00: Lyngby – Fortuna Odense 2-3 (26-24, 25-19, 13-25, 17-25, 7-15)
17. marts, 19:00: Holte – Brøndby 3-2 (20-25, 25-13, 12-25, 25-20, 15-13)
18. marts, 19:30: Fortuna Odense – Lyngby 2-3 (25-12, 26-28, 25-18, 23-25, 13-15)
21. marts, 14:00: Brøndby – Holte
22. marts, 15:00: Lyngby – Fortuna Odense
24. marts, 18:30: Holte – Brøndby
24. marts, 19:30: Fortuna Odense – Lyngby
28. marts, 14:00: Brøndby – Holte
28. marts, 16:00: Lyngby – Fortuna Odense