Naboklubberne Hvidovre og Ishøj krydsede hertil aften igen klinger i Volleyligaens kvartfinale. Efter endnu et tæt drama, kan Hvidovre slutte sig til resten af semifinaleholdene.
Ishøj havde kniven for struben, da 2. kvartfinaleopgør mod Hvidovre blev spillet hertil aften. Efter at have tabt den første duel knebent, var Ishøj-mandskabet tvunget til sejr, hvis oprykkerne skulle leve videre i kampen om medaljer.
Klubberne har spillet uhyggelig tætte kampe både i grundspillet og i første kvartfinale. Tæller man de samlede antal point sammen i de tre opgør, så har Hvidovre blot lavet fem point mere end Ishøj.
Aftenens kvartfinale blev igen en tæt affære. Hvidovre-mandskabet havde hjemmebanefordel og efter 80 minutter spil, vandt de kampen med 3-0 (25-22, 25-23, 25-20).
Med sejren er Hvidovre i semifinalen, hvor grundspillets suveræne vinderhold Middelfart venter.
Dermed ser alle semifinalerne i Volleyligaen således ud:
Hvidovre – Middelfart (herrer)
Gentofte – Marienlyst (herrer)
Brøndby – Holte (damer)
Lyngby – Fortuna Odense (damer)