Med 3x 3-0 sikrede tre hold sig hertil aften en plads i Volleyligaens semifinaler. Gentoftes herrer samt Fortuna Odense og Holtes damer vandt alle 2. kvartfinaleopgør på hjemmebane.
Volleyligaens kvartfinaler spilles bedst af tre kampe. Og både Holte, Fortuna Odense og Gentofte vandt i sidste uge den første duel på udebane og havde dermed matchbold på deres respektive hjemmebaner.
Kvartfinalernes største favorit var vel nok Holte, som har vundet medaljer i de seneste 27 år. Nordsjællænderne havde tilmed fordel af hjemmebane og en udebanesejr fra første opgør. Modstanderholdet Køge på den anden ide af nettet stod i deres første slutspil nogensinde.
Holte levede også op til favoritværdigheden og vandt overbevisende 3-0 (25-12, 25-16, 25-11). Dermed er holdet klar til DM-revanche i semifinalen, hvor de forsvarende danmarksmestre Brøndby venter. Netop de to hold har fordelt guld og sølv mellem sig i de seneste fire sæsoner.
I damernes anden kvartfinale krydsede Fortuna Odense klinger med Aarhus. Fortuna Odense har vundet bronze i Volleyligaen i de fire foregående sæsoner og higer efter at få hængt et mere ædelt metal om halsen.
Den drøm lever videre, da fynboerne i flot stil besejrede Aarhus med 3-0 (26-24, 25-19, 27-25). Fortuna vandt første kvartfinale på udebane med 0-3. I semifinalen venter Lyngby, som sluttede 2’er i grundspillet og dermed var direkte i semifinalen.
The Double lurer for Gentofte
På herresiden havde pokal- og vicemestrene fra Gentofte de bedste kort på hånden efter at have besejret Randers på udebane i første kvartfinale. Og på hjemmebane i Kildeskovshallen var der heller ikke meget at komme efter for kronjyderne.
Efter en times bold kunne Randersspillerne sætte sig tilbage i spillerbussen og sunde sig oven på et 3-0 (25-15, 25-18, 25-15)-nederlag, mens de trillede de 342 kilometer tilbage til klubhuset i Jylland.
Gentofte kan derimod gøre sig klar til at skulle møde de dobbelte danmarksmestre Marienlyst i semifinalen. De to hold mødtes i december sidste år i pokalfinalen, hvor Gentofte vandt.
I morgen tager Hvidovre imod Ishøj på hjemmebane i den sidste kvartfinale. Hvidovre vandt første opgør med 3-1 også på hjemmebane. Ishøj har ikke indfarvet gulv, hvilket er et krav til slutspilskampene, og derfor spilles alle kvartfinalerne i Hvidovre.