6 landshold, 23 kampe, 2 turneringssejre og 1 historisk kvalifikation til EM. Der var mere end almindeligt travlt hos DVBF i juleperioden og begyndelsen af det nye år.
Volleyåret 2015 blev skudt i gang med manér, da intet mindre end seks af Dansk Volleyball Forbunds landshold var i aktion i løbet af de første par uger.
Allerede inden 2014 blev til 2015 trænede herrelandsholdet og DU20 frem mod Novotel Cup. Og begge mandskaber kvitterede med imponerende turneringsejre i Luxembourg. Herrelandsholdet spillede 5 kampe ved Novotel Cup, mens DU20 spillede 3 kampe.
I 2014 var HU19-landsholdet også i aktion ved Christmas International Tournament i Palencia. Turneringen fungerede som forberedelse frem mod EM-kvalifikationen i begyndelsen af 2015. HU19 spillede fire kampe i Spanien, hvor holdet blandt andet var ude i fem sæt mod Frankrig, som rangerer som nummer 2 på CEV Europarangliste.
Historisk præstation åbnede 2015
Det nye år stod for alvor i kvalifikationens tegn med fire U-landshold i aktion. DU20-landsholdet var i aktion i VM-kvalifikationen, hvor det blev til 3 kampe – desværre uden sejre til følge.
De lidt yngre landsholdsspillere i form af DU18-landsholdet fik 3 kampe i EM-kvalifikationen med et enkelt point til følge, da det blev til en knebent 2-3 nederlag til Litauen.
På hjemmebane i Kildeskovshallen tog HU21-landsholdet imod Italien og Tjekkiet. Danskerne stjal et sæt mod de stærke italienere i de 2 kampe i VM-kvalifikationen.
Sidst men ikke mindst spillede HU19-landsholdet 3 kampe i EM-kvalifikation. Her kvalificerede holdet sig historisk til EM i Tyrkiet senere i år ved at slutte som bedste 2’er i puljen.
De mange landskampe gjorde et vist indhug i Dansk Volleyball Forbunds administrative kræfter.