For første nogensinde har et dansk ungdomslandshold i volleyball kvalificeret sig til en EM-slutrunde. Her er det team omkring spillerne, som skal tage sig af alt fra taktik til ømme muskler.
I søndags kvalificerede U19-landsholdet sig til EM, og i dag har elitechef i Dansk Volleyball Forbund Sven Brix sat navne på det team, som nu begynder at forberede landsholdet til slutrunden.
”Vi har udvalgt det team, som vi mener, kan bringe Danmark længst muligt i en spændende, men også meget udfordrende EM-turnering. Det er et team med masser af erfaring, og spillerne er i gode hænder,” siger Sven Brix.
Head Coach bliver Thomas Skifter Bertelsen, som skal føre U19-holdet videre efter den flotte præstation i kvalifikationen.
Til at assistere Bertelsen på sidelinjen er Jørgen Breinholm udpeget som Assistant Coach. Breinholm er en af Danmarks mest erfarne trænere, han træner Talenthold Øst og er netop blevet optaget i dansk volleyballs Hall of Fame.
Manden, der skal have styr på statistik og lure modstandernes taktik af, bliver Mads Kaastrup Jørgensen, som også var med i kvalifikationen og har en enorm erfaring.
Derudover er Christian Hesselbjerg Jensen udpeget som 2. Assistant Coach. Hesselbjerg var Assistant Coach i EM-kvalifikationen og fortsætter altså udviklingen med holdet.
Til at holde landsholdet skadesfri og massere de ømme muskler er Morten Østergaard Nielsen klar som fysioterapeut. Han har været inde omkring landsholdene i lang tid og også er tilknyttet Talenthold Vest.
Endelig bliver Peter Borglund Team Manager for U19-landsholdet. Borglund kommer med en masse erfaring fra blandt andet A-landsholdet og kan også hjælpe til på det taktiske-område.
U19-landsholdet kvalificerede sig til EM med sejre over Portugal og Slovenien samt et vundet sæt mod Bulgarien, hvilket sikrede Danmark en plads som nummer 2 i kvalifikationsgruppe F. Dermed gik de unge volleytalenter videre til EM som næstbedste 2’er.
Der trækkes lod til U19 EM senere i dag. Slutrunden spilles i Sakarya og Kocaeli i Tyrkiet den 4.-12. april.