Av min arm – volleytalenter i vanvidspulje til EM

Der venter de danske volleytalenter en sand perlerække af skrækmodstandere, når de den 4. april tager hul på U19 EM i Tyrkiet. Fem af Europas top 10-hold er modstanderne. Danmark var med i bowlen for allerførste gang, da der i dag blev trukket lod til europamesterskaberne for U19-hold. Op ad bowlen kom verdensklassenationerne Rusland, Frankrig,…

:


Der venter de danske volleytalenter en sand perlerække af skrækmodstandere, når de den 4. april tager hul på U19 EM i Tyrkiet. Fem af Europas top 10-hold er modstanderne.

Danmark var med i bowlen for allerførste gang, da der i dag blev trukket lod til europamesterskaberne for U19-hold.

Op ad bowlen kom verdensklassenationerne Rusland, Frankrig, Serbien, Polen og Italien som sammen med Danmark placeres i EM Gruppe I. Dermed venter der de danske EM-debutanter en nærmest uoverkommelig mundfuld.

”Vi er i den grad kommet i det fine selskab. Det er den værst tænkelig lodtrækning, vi overhovedet kan få. Det bliver en kæmpe udfordring at skulle op imod de her lande. Det er svært at se, hvor vi har muligheder,” siger Thomas Skifter Bertelsen, landstræner for U19-holdet.

”Nu gælder det om at arbejde hårdt og forberede holdet bedst muligt i de næste to måneder frem til slutrunden. Når EM begynder, skal vi have respekt, men også spille vores chance, som vi gjorde i kvalifikationen. Vi bevarer optimismen, for vi har bevist, at vi hører med blandt Europas 12 bedste nationer ved at kvalificere os til EM,” siger han.

Mens Danmark pt. indtager en 28. plads på CEV’s Europarangliste for U19-hold, så er EM-modstanderne placeret helt til tops, idet Rusland, Frankrig, Serbien og Polen indtager en 1.-4. plads. Sidste modstander Italien ligger nummer 10.

Det er første gang nogensinde, at et dansk ungdomslandshold i volleyball har kvalificeret sig til en EM-slutrunde. Det skete med sejre over Portugal (23. plads) og Slovenien (12. plads) samt et vundet sæt mod Bulgarien (6. plads), hvilket sikrede Danmark en plads som nummer 2 i kvalifikationsgruppe F. Dermed gik de unge volleytalenter videre til EM som næstbedste 2’er.

Teamet omkring landsholdet kommer til at bestå af Head Coach Thomas Skifter Bertelsen, Assistant Coach Jørgen Breinholm, 2. Assistant Coach Christian Hesselbjerg Jensen, scout Mads Kaastrup Jørgensen, fysioterapeut Morten Østergaard Nielsen og Team Manager Peter Borglund.

U19 EM spilles i Sakarya og Kocaeli i Tyrkiet den 4.-12. april.

Der spilles i to indledende puljer a seks hold, hvor alle spiller mod alle. Nummer 1 og 2 i hver pulje går videre til semifinalerne, mens nummer 3 og 4 spiller placeringskampe.

Gruppe I
Rusland, Frankrig, Polen, Serbien, Italien og DANMARK

Gruppe II
Tyrkiet, Bulgarien, Tjekkiet, Rumænien, Tyskland og Spanien

Se CEV’s Europarangliste her.
CEV European Ranking Lists 16-10-14 2.pdf  Google Chrome

Del nyhed

LÆS OGSÅ