Danmarks HU21 herrer stod i dagens kamp i Kildeskovshallen overfor et af de bedste ungdomslandshold i verden fra Italien. Heldigvis lod de danske drenge sig ikke imponere og gik friskt til opgaven i første sæt. Gode server og fejlfrit transitionsspil skabte overraskelsen og sætsejr på 25-23.
Derfra satte Italien pres på og gennemførte resten af kampen på et virkeligt højt niveau. Danskerne kæmpede imod efter bedste evne, men var ikke længere i stand til at presse italiernerne. De sidste 3 sæt blev tabt af Danmark med 12-25, 15-25 og 18-25.
På det danske hold stod specielt liberoen Jonathan Lier Møller og anfører og kantangriber Mads Møllgaard for meget positive indsatser.
Træner Martin Siig Simonsen var glad for sætsejren, men også lidt ærgerlig over at danskerne ikke kunne holde det servepres, der gav de gode muligheder i 1. sæt.
“Jeg har aldrig coachet mod et hold på så højt et niveau og er derfor selvfølgelig glad for, at det lykkes os at tage et sæt. Vi har lært rigtig meget i denne turnering og det er en stor cadeu til holdet, at vi både i dag mod Italien og i går mod Tjekkiet er i stand til at spille kompetitive kampe mod verdensklassehold. Det tegner godt for fremtiden,” siger han.
Italien blev vinder af puljen og er nu klar til næste runde i VM-kvalifikationen.