Det danske herrelandshold afsluttede søndag aften nytårsturneringen Novotel Cup i Luxembourg. Turneringen, der omfatter kampe mod Schweiz, Island, Norge og værterne Luxembourg, bruges som en midtvejsevaluering af herrelandsholdet før årets store udfordring European League, der spilles i juli-august 2015.
Efter tre sejre i de indledende kampe var Danmark klar til finale mod Luxembourg søndag aften. Denne blev spillet i en fyldt Coque Arena foran 1000 medlevende tilskuere. Kampen blev som forventet lang. Danmark startede godt, men mistede momentum efter en føring på 2-1 i sæt. Luxembourg udlignede til sætstillingen 2-2, men efter et flot comeback, og over to timer spil, vandt herrelandsholdet 5. sæt og dermed finalen med 3-2 (23-25, 27-25, 25-20, 20-25, 15-12).
Et flot resultat af ligalandsholdet, specielt set i lyset af, at holdet i morges tillige spillede 3-2 mod Norge, og således skulle gennem 10 sæt på samme dag, før turneringssejren var i hus. Statistik for kampen er vedhæftet som foto.
Kampene i Luxembourg har været gode lærepenge for alle spillerne på herrelandsholdet. Mange ting har hængt imponerende godt sammen på trods af, at holdet er helt nyt og derfor ikke helt sammenspillet. Samtidig er der mange individuelle elementer der skal arbejdes videre med, for at holdet står godt rustet til sommerens European League kampe.
“Jeg var meget imponeret over holdets præstation i denne turnering. Niveauet har været meget fint, og modstanderne bestemt vanskelige at spille imod. Men spillerne har taget et stort personligt ansvar, og det har nok været den største medvirkende faktor til at vi til sidst løb af med turneringssejren. Det er et fantastisk hold at arbejde med, og jeg kan næste ikke vente til at vi igen skal samles efter afslutningen på volleyligaen, for at forberede os til European League 2015” slutter landstræner Mikael Trolle.
Resultater og omtale af Novotel Cup kan læses her:
http://www.flvb.lu/online/www/content/national/17/226/37398/37510/37516/FRE/index.html
http://www.flvb.lu/online/www/content/national/17/226/37398/37399/FRE/38710.html