Gentofte brød en fire år lang Marienlyst-dominans i pokalsammenhæng, da de sendte fynboerne hjem fra Final Four med et 0-3-nederlag.
Final Four, pokalfinale: Gentofte – Marienlyst 3-0 (25-18, 29-27, 25-19)
Frederiksberg Hallen
560 tilskuere havde fundet vej til Frederiksberg Hallen og herrernes pokalfinale i volleyball. De mange fremmødte fik en tempofyldt og intens kamp mellem Gentofte og Marienlyst.
I 1. sæt kunne publikum se et veloplagt Gentofte-mandskab presse Marienlyst voldsomt med kanonserver. Simon Gade sendte ni missiler afsted i 1. sæt med to esser til følge, og når Marienlyst endelig fik bolden sat i spil, så var Gentoftes blokader som boltret sammen. Fem kill blocs blev det til i 1. sæt mod Marienlysts ene. Gentofte sikrede sig syv sætbolde, men skulle kun bruge to til at vinde pokalfinalens 1. sæt med 25-18.
2. sæt blev en markant tættere affære end første. Marienlyst havde indledningsvis succes med at sætte 201 cm høje Daniel Thomsen i spil på centerpositionen, hvor han blokerede og smashede fem point hjem til Fyn. Men på den anden side af nettet var Peter Trolle Bonnesen igen højtflyvende og hamrede ti point ned i 2. sæt. Gentofte overlevede tre sætbolde, inden de selv misbrugte en. Fjerde sætbold til Marienlyst blev servet ud af banen, og så kunne Gentoftes Aske Mørkeberg Sørensen sikre Gentofte sin endnu en sætbold, som blev konverteret til sætsejr 29-27.
Det tætte 2. sæt og mange misbrugte sætbolde havde knækket fynboerne i 3. sæt, hvor de hurtigt kom bagud med fem point. Selvom især Sigurd Varming og Peter Jensen fra kanterne forsøgte at slå Marienlyst tilbage i sættet, så øgede Gentofte bare stille og roligt føringen, og Mads Møllgaard kunne med et servees sikre pokalsejren med 25-19 og 3-0.
Gentofte fik dermed revanche for sidste års pokalfinale, hvor Marienlyst sejrede.
”Det er helt fantastisk det her. Vi lykkes rigtig godt med at få Marienlyst til at gøre det, som vi ønsker de skal. Samtidig får vi lukket godt ned for Sigurd Varming og lægger et stort pres på deres kanter. 3-0 er måske lidt misvisende, for jeg vil ikke sige, at vi var så meget bedre. Vi lykkes bare med at få dem til at være dårlige, ” siger Martin Stenderup, cheftræner for Gentofte.
Mads Møllgaard stod for 10 point og var naturligvis en glad mand efter kampen:
”Det er noget helt specielt endelig at få lov til at slå Marienlyst. Vi var nede i 2. sæt, men kæmper os virkelig tilbage. Sådan et tæt sæt tæller nærmest for to sæt, og 3. sæt har vi styr på. Det er bare så fedt at vinde. Nu skal vi fejre det, og så skal guldmedaljen op og hænge derhjemme,” siger Mads Møllgaard.