Spillerne har stemt på deres favorit. Her er de fire spillere, som kollegerne har kåret til Årets danske volleyball- og beach volleyballspiller.
Frederiksberg Hallen dannede stemningsfulde rammer, da kåringerne af Årets danske volleyballspiller og beach volleyballspiller blev kåret i går aftes under Dansk Volleyball Galla 2014.
Det var spillerne i Volleyligaen selv, der havde nomineret og stemt på den profil, som de mener, er årets volleyballspiller i 2014.
Årets danske volleyballspiller 2014
Ci Eshel, Aarhus Volleyball
Årets volleyballspiller 2014 hos damerne blev Ci Eshel fra Aarhus Volleyball. Den 26-årige stærke landsholdslibero er halvvejs inde i sæsonen Volleyligaens bedste modtager med imponerende 50,52 procent perfekt modtagninger. De øvrige nominerede var Juliane Graff Daugaard (Holte IF) og Melcijana Salispahic (DHV Odense).
Mads Ditlevsen, Al Jazira
På herresiden blev Årets volleyballspiller 2014 Mads Ditlevsen. Den 30-årige landsholdsdiagonal gjorde i denne sæson et stærkt comeback i den danske Volleyliga for Hvidovre VK efter ni år i udlandet. Han nåede at lave score 113 point og indtage førstepladsen på topscorerlisten, inden han skiftede til Al Jazira i Abu Dhabi. De øvrige nominerede var Peter Jensen (Marienlyst) og Axel Jacobsen (Bolivar Voley).
Årets danske beach volleyballspiller 2014
Årets danske beach volleyballspiller blev også hædret ved Dansk Volleyball Galla 2014. De to vindere blev allerede kåret ved finalestævnet på Danish Beachvolley Tour i sommer. Årets beach volleyballspiller gives til den spiller, som har præsteret bedst på Danish Beachvolley Tour 2014.
Hos damerne blev det Line Trans Hansen og hos herrerne blev det Peter Kildegaard Andersen. Begge er en del af de danske beachvolleylandshold og har leveret flotte præstationer både på blandt andet den danske beachvolley tour, de nordeuropæiske NEVZA-turneringer og i OL-kvalifikationen, Continental Cup.