To tophold, dog med en række til forskel, mødes i aftenens ene kvartfinale i herrernes pokalturnering. I aftenens anden kamp byder ubesejrede Hvidovre op til dans, når Randers kigger forbi. Vinderne er klar til Final Four.
I aftenens første kvartfinale venter der ASV Århus fra 1. division vest noget af en udfordring, når velspillende Middelfart VK gæster det jyske klokken 20.00.
ASV er med helt fremme i toppen af 1. division vest med fem sejre i ligeså mange kampe og en imponerende sætscore på 15-1. Samme gode start har gæsterne fra Middelfart fået på denne Volleyligasæson, hvor fynboerne har lagt ud som lyn og torden med fire sejre og et enkelt nederlag.
Selvom begge mandskaber altså er tophold, så må Middelfart betragtes som storfavoritter, da der er en række til forskel.
Også klokken 20.00, men i den anden ende af landet, tager Hvidovre VK imod Randers Novo Volley. Hvor Hvidovre med hjemvendte Mads Ditlevsen på holdkortet indtil videre har fejet al modstand til side i sæsonen, så er Randers kun noteret for en enkelt sejr i sine fem Volleyligakampe.
Vinderne af de to kampe sætter sig på halvdelen af pladserne til den nye store Final Four Weekend i Frederiksberg Hallen den 20. og 21. december.
Semifinalerne spilles lørdag den 20. december, og der er fri entré for alle.
Finalerne spilles søndag den 21. december. Der er plads til 1.200 tilskuere. Reservér dine billetter med det samme her.
I forbindelse med Final Four Weekenden afholdes Dansk Volleyball Galla 2014 lørdag den 20. december. Læs mere om den, og hvordan du kommer med, her.