Efter næsten syv år på posten som dansk beachvolleylandstræner stopper Peter Lyø. Ny organisering skal gøre landsholdene mere fleksible i forhold til turneringsforberedelse.
Peter Lyø vil ikke længere være at finde i sandet sammen med de danske beachvolleylandshold, som han har coachet siden 1. januar 2008. Samarbejdet mellem ham og Dansk Volleyball Forbund er ophørt.
”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Peter Lyø. Han har gjort et enormt stykke arbejde for dansk beach volleyball. Han var blandt andet en af de stærke drivkræfter bag Anders Lund Hoyer og Bo Søderbergs imponerende 5. plads ved VM i 2011. Vi ønsker Peter Lyø alt det bedste i fremtiden,” siger Peter Morell, beachvolleyansvarlig i Dansk Volleyball Forbund.
”Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er tale om en nedskæring på beachvolley-området. Ophøret af samarbejdet med Peter Lyø får ikke indflydelse på vores ambition om, at beachvolleylandsholdene fortsat skal have en stor turneringsaktivitet,” siger Peter Morell.
”Beachvolleylandsholdene bliver fremover mere projektstyret. Med den nye organisation kan der tilføres flere midler til landsholdene, så de er mere fleksible og selv har større indflydelse på deres planlægning og optimering af forberedelserne frem mod og under deres store turneringsaktivitet,” siger han.
Peter Lyø:
”Jeg har været meget glad for at være landstræner for de danske beachvolleylandshold. Derfor er jeg selvfølgelig også skuffet over, at jeg ikke kan fortsætte det arbejde, som jeg har været med til at sætte i værk. Men jeg må acceptere Dansk Volleyball Forbunds beslutning, selvom jeg ikke er enig i det valg, der er truffet,” siger Peter Lyø.
Peter Lyø fortsætter sit arbejde med beachvolley, hvor han blandt andet driver ”Lyø Beach Camp”, der hvert år sender danske beachvolleyspillere på træningsophold i Tyrkiet.