Verdensklasse volleyball og inspiration på VM-turen til Polen

Flere end 40 klubtrænere, dommere og medarbejdere i Dansk Volleyball Forbund var i weekenden på inspirations- og uddannelsestur til VM for herrer i Polen. Uddannelses- og inspirationsturen bestod af seminarer om formiddagen, mens eftermiddagens program var henlagt til Spodek Arena i Katowice, hvor gruppe B ved VM blev afviklet. Da deltagerne fra Danmark, Israel, Polen…

:


Flere end 40 klubtrænere, dommere og medarbejdere i Dansk Volleyball Forbund var i weekenden på inspirations- og uddannelsestur til VM for herrer i Polen.

Uddannelses- og inspirationsturen bestod af seminarer om formiddagen, mens eftermiddagens program var henlagt til Spodek Arena i Katowice, hvor gruppe B ved VM blev afviklet.

Da deltagerne fra Danmark, Israel, Polen og Ukraine ankom til det firestjernede hotel i Katowice, var der morgenmad, inden turens første inspirationsseminar begyndte. Det stod den tidlige landstræner for Finlands damer, nuværende sportsdirektør i det finske volleyball forbund og en del af den finske VM-delegation i Polen, Antti Paananen, for. Han talte om den ’Den finske måde’, og hvordan Finland har oplevet en eksplosiv udvikling blandt herrerne gennem de seneste år.

Herefter kunne deltagerne sætte sig til rette i Spodek Arena og se kampene; Korea – Cuba, Tyskland – Tunesien og Brasilien – Finland, hvor cirka 6.000 medrejsende finske fans skabte en fantastisk kulisse.

”Vi er meget glade for den store interesse, der var for inspirations- og uddannelesturen. Det har været vigtigt for os, at programmet både bestod at stærkt kvalificerede oplægsholdere med stor passion for volleyball og viden om talentudvikling samt verdensklasse volleyball,” siger Peter Morell, chef for Regional Volleyball Development Center – Copenhagen.

“Det faglige niveau hos foredragsholderne var meget højt. Vi har lært en masse og er blevet inspireret til det fortsatte arbejde med at udvikle volleyball herhjemme,” siger han.

DataVolley, volleyball og officiel middag
På andendagen holdte den internationale anerkendte scout, Francesco Oleni, sit foredrag om DataVolley og scouting.   

”Det var spændende at høre, hvordan scouting bliver brugt af internationale trænere og spillere. Der er meget mere i det end kamprapporten. Jeg fik en masse gode kontakter og udvidet mit netværk på turen, både blandt de andre deltagere, men også hos oplægsholderne. Det er helt sikkert nogen, som jeg vil holde kontakten vedlige til fremover,” siger Simon Kamp Danielsen, assisterende træner for Holtes damer i Volleyligaen, som var med på turen.

Efter seminaret var det igen tid til at rette fokus på spillet på banen, hvor Cuba mødte Tunesien, Finland mødte Tyskland og Brasilien mødte Korea. Efter den sidste kamp var der officiel middag for alle deltagere.

En ny start for dansk volleyball?
Det sidste inspirationsseminar blev holdt af Grzegorz Rys fra Polen, der er medlem af CEV’s Coaches Commission og har vundet VM guld og EM sølv med Polens U-hold.

”Seminarerne gav et godt perspektiv på, hvordan vi kan udvikle volleyball i Danmark. Det kommer til at tage tid, men det er spændende at se, hvad der sker. De tre seminarer var en god start på dagen og passede godt ind på turen,” siger Simon Kamp Danielsen.

“Det var en helt fantastisk tur. Det var meget inspirerende at se, hvordan Polen afvikler så stor en turnering som VM. Vi var heldige at se Finland spille. Deres fans er helt suveræne. Hele arenaen kogte, og man lod sig rive fuldstændig med. Det var vildt fedt,” siger han.

“Det var spændende at opleve, hvor stort volleyball er i Polen. Der var mange tusinde fans ude foran Spodek Arena i Katowice for at se Polens kampe på storskærm. Jeg håber, at fankulturen og sportens popularitet bliver den samme i Danmark på et tidspunkt.”

Del nyhed

LÆS OGSÅ