Jon Junker hiver teltpælene op i Hvidovre og rykker til Tyskland, hvor han har skrevet kontrakt med SV Schwaig i 2. Bundesliga.
Hvidovres 25-årige anfører, Jon Junker, har skrevet under på en 1-årig kontrakt, men med mulighed for at forlængelse yderligere et år.
Den 189 cm høje hæver kontaktede selv nogle forskellige klubber, og SV Schwaig vendte hurtigt tilbage efter at have set video med Junker.
”De tilbød mig at komme til prøvetræning. Og da de efterfølgende lagde en kontrakt foran mig, var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at jeg skulle skrive under. Jeg har haft en super udvikling i Hvidovre, som jeg virkelig har nydt at spille for. Nu håber jeg, at springet til en udenlandsk klub kan hjælpe mine chancer for at spille for A-landsholdet,” siger Jon Junker.
SV Schwaig rykkede op i 2. Bundesliga i 12/13 sæsonen. I den forgange sæson sluttede klubben på en 7. plads. Ambitionen er at komme tættere på 1. Bundesligaen.
”Jeg går efter at udvikle mig maksimalt. Det er blandt andet grunden til, at jeg søger udenlands. Jeg er på førsteholdet, og der bliver kamp om pladserne, hvilket bare er super fedt – og ikke mindst nødvendigt for udviklingen. Spilletiden kommer, hvis jeg fortjener den. Men mit fokus er udvikling og dagligt at vise, at jeg har fortjent den kontrakt, jeg har fået,” siger han.
”Selvfølgelig er der en drøm om at spille i en endnu bedre række, tjene mere og så videre, men lige nu fokuserer jeg bare på at få en god sæson med SV Schwaig. Jeg har altid drømt om at blive professionel, så at det rent faktisk er sket nu, er svært at forstå. Så nu handler det bare om at gribe chancen,” siger Jon Junker.