Et ungt dansk landshold viste mandsmod og kæmpede en brav kamp, men revanchen mod Østrig udeblev.
European League: Danmark – Østrig 0-3 (21-25, 16-25, 23-25)
Ikast-Brande Arena
Ikast-Brande Arena var fyldt godt op med hundredevis af unge volleyballspillere, der i disse dage er på High Performance Sommer Volley Camp. De kunne i 1. sæt se et stærkt fightende dansk landshold vise den kampglæde og vilje, som manglede i gårsdagens kamp mod Østrig.
”Vi laver desværre fejl på vigtige tidspunkter i kampen. Det bliver straffet på det her niveau. Vi er simpelthen ikke stabile nok, men det er noget, som et ungt hold som vores skal lære,” siger landstræner Mikael Trolle.
Landsholdets sædvanlige hæver, Axel Jacobsen, var ikke blevet sin skade fra kampen i går kvit, så Nikolai Haun fik sin første landskamp fra start. Også Kristian Knudsen måtte se til fra bænken, og han kunne se sine holdkammerater falde ud af kampen i 2. sæt.
Haun var med sine 25 år Danmarks aldersmæssigt mest rutinerede spiller sammen med Rune Rye Huss. Og sidstnævnte tog ansvar i 3. sæt, hvor han udover hænderne lod lungerne tale og råbte en gejst ind i danskerne. Danmark førte gennem hele 3. sæt, men til allersidst tabte de med det yderste af fingerneglene.
”I dag betaler vi nogle dyre, men gode, lærepenge. Vi har tre af vores mest rutinerede spillere ude, og en helt ny hæver med fra start, så vores odds var ringe fra start af. Med den her unge og urutinerede trup, så er jeg slet ikke så utilfreds med præstationen, som jeg var i går. Jeg tror stadig på, at det her hold har en stor fremtid foran sig,” siger Mikael Trolle.
Volleyherrerne rejser på fredag til Tyrkiet, hvor de spiller sidste runde i European League den 6. og 7. juli.
Den danske startopstilling
Simon Bitsch, Middelfart
Aske Mørkeberg Sørensen, CV Mitteldeutschland, Tyskland
Nikolai Hjøllund Haun, Randers Novo
Mads Møllgaard, Gentofte
Philip Metin Özari, Thompson Rivers University, Canada (libero)
Peter Trolle Bonnesen, CV Mitteldeutschland, Tyskland
Rune Rye Huss, Marienlyst
Øvrig trup
Kristian Knudsen, Çankaya Belediye Anka, Tyrkiet
Peter Kromann Jensen, Marienlyst
Rasmus Breuning Nielsen, Middelfart
Steen Sørensen, US Conflans Andresy (Frankrig)
Axel Jacobsen, TV Bühl