EM-kvalifikation i Hviderusland, herrer.
Hviderusland-Danmark, 3-0 (25-22, 25-23, 25-16)
Inden dagens to kampe i EM-kvalifikationen havde Danmark
stadig en teoretisk chance for at opnå en 2. plads i puljen, hvilket ville give
en ny chance i 3. runde af kvalifikationen. Hvis Sverige vandt 3-0 eller 3-1
over Tyrkiet og vi selv kunne besejre Hviderusland med tilsvarende cifre, ville der stadig være
en mulighed.
Sverige gjorde hvad de kunne ved at vinde de to første sæt over Tyrkiet, men da
Sveriges samlede sejr blev på 3-2, betød det, at Danmark ikke længere kunne indhente
hverken Tyrkiet eller Hviderusland.
Til dagens kamp var Danmark ramt af muskelskader hos de to
kantspillere Kristian Knudsen og Peter Jensen, hvilket gav chancen fra start
til Simon Bitsch og Peter Trolle. De øvrige startere var Mads Ditlevsen på
diagonalen, Rune Huss og Aske Mørkeberg på midten, Axel Jacobsen som hæver og
Philip Özari som libero.
Det danske hold startede rigtig godt med taktisk kloge server og stabilt spil og
nåede op på en føring på 16-11. Her fik Hviderusland desværre en god
servestime, hvilket bragte dem i front til en sætsejr.
I 2. sæt var der også dansk føring ved 16-13, men igen fik den danske
modtagning lidt problemer og den tætte sætafslutning vippede til Hvideruslands
fordel.
I 3. sæt begyndte kræfterne at svigte den unge danske opstilling og
Hviderusserne trak fra i midten af sættet til en sikker sætsejr. Dermed er
Hviderusland direkte kvalificeret til EM, mens Danmarks chancer er væk.
Alt i alt leverede Danmark en rigtig god indsats mod et stærkt hjemmehold, som
blev bakket op af et talstærkt publikum. Specielt blev både Rune Huss og Aske
Mørkeberg sat godt i scene af hæver Axel Jacobsen og vandt mange bolde på
midten. Også Simon Bitsch leverede en rigtig flot indsats i specielt modtagning
og forsvar, mens Mads Ditlevsen tog stort ansvar i angrebet og hamrede mange point hjem til Danmark.
Det var en lille ekstra udfordring, at en Hviderussisk tilskuer brugte en
laserpen til at genere de danske servere. Her trådte Hvideruslands træner dog i
karakter og gav tilskueren en regulær skideballe, hvilket prompte stoppede den
leg.
I morgen møder Danmark Sverige i den sidste kamp i puljen.
Sverige har stadig en chance for at nå 2.pladsen, men det kræver en sejr over Danmark
og at Tyrkiet taber 3-1 eller 3-0 til Hviderusland.
Danmark vil gøre alt for at slutte godt af mod Sverige og gentage sejren fra
Slagelse. Desværre er Kristian Knudsen og Peter Jensen tvivlsomme til søndagens
kamp og da også Mads Ditlevsen måtte udgå sidst i 3. sæt med en irritation i
knæet, er der lagt op til hårdt arbejde for fysioterapeut Henrik Kjær inden morgendagens
kamp.
Se statistik fra dagens kampe her: http://www.cev.lu/Competition-Area/CompetitionMatches.aspx?ID=700