Danmark var lige ved at stjæle point fra puljefavoritterne Tyrkiet, men overraskelsen udeblev. Dermed dumper Danmark ned på 3.pladsen i EM-kvalifikationsgruppe F.
EM-kvalifikation: Tyrkiet – Danmark 3-1 (25-14, 12-25, 25-19, 25-20)
Antvorskovhallen, Slagelse
I et inferno af god stemning og feststemte publikummer leverede de danske volleyherrer en godkendt præstation mod Tyrkiet.
De tyrkiske fans var mødt massivt frem og leverede så sublim opbakning til deres helte på banen, at Antvorskovhallen til tider mindede mere om en tyrkisk heksekedel end en dansk hjemmebane, selvom hjemmepublikummet var uhyre veloplagt.
”Jeg synes, at tyrkerne var til at tale med. De minder meget om os i spillestil. Efter et tyndt 1. sæt kommer vi godt med i 2. sæt. Men den lange kamp i går sidder stadig en smule i os, og vi virker lidt trætte og mister momentum,” siger Rune Rye Huss, der leverede otte danske point.
I 3. sæt valgte landstræner Mikael Trolle at skifte både Kristian Knudsen og Mads Ditlevsen ud for at spare dem til sidste gruppekamp mod Hviderusland i morgen.
”Vi prøver at gå all in på et ungt hold, og så må det bære eller briste. Missionen er næsten ved at lykkes, men man skal stå meget tidligt op for at slå Tyrkiet,” siger Rune Rye Huss.
Den tyrkiske landstræner Emanuele Zanini havde ros til det danske hold efter kampen:
”Danmark spiller uden tvivl en god kamp. De er ligesom os et ungt hold, og vi er nok en anelse mere sammenspillet end dem, hvilket tipper kampen til vores fordel i dag. Der er helt sikkert fremtidspotentiale i det hold,” siger han.
I morgen møder Danmark Hviderusland i den sidste kamp på hjemmebane i EM-kvalifikationen klokken 17.30. I næste uge går turen til Minsk, hvor andet puljespil afvikles. Puljevinderne går direkte til EM, mens 2´erne skal spille playoff.
Stilling Gruppe F
Tyrkiet 5 point
Hviderusland 4 point
Danmark 2 point
Sverige 1 point
Den danske trup:
Peter Kromann Jensen, Marienlyst
Kristian Knudsen, Çankaya Belediye Anka, Tyrkiet
Simon Bitsch, Middelfart
Sigurd Neltoft Varming, Marienlyst
Aske Mørkeberg Sørensen, CV Mitteldeutschland, Tyskland
Axel Jacobsen, TV Bühl
Philip Metin Özari, Thompson Rivers University, Canada
Nikolai Hjøllund Haun, Randers Novo
Mads Hartmann Ditlevsen, Antwerpen, Belgien
Peter Trolle Bonnesen, Narbonne Volley, Frankrig
Rasmus Breuning Nielsen, Middelfart
Rune Rye Huss, Marienlyst