Damarks sidste modstander i EM-kvalifikationen den 22.-24. maj er Sverige. Det står klart, efter 1. kvalifikationsrunde blev afgjort søndag aften. Dermed møder de danske volleyherrer Hviderusland, Tyrkiet og altså Sverige i Antvorskovhallen i Slagelse.
De danske volleyherrer skal forsøge at skrive næste kapitel i EM-eventyret, når de den 22.-24. maj spiller kvalifikationskampe til EM 2015.
Mens Hviderusland og Tyrkiet har stået på blokken over modstandere siden lodtrækningen i oktober, så er Sverige netop føjet til. Svenskerne sluttede som den næstbedste toer i 1. kvalifikationsrunde.
Landstræner Mikael Trolle ser frem til at møde arvefjenderne i de vigtige EM-kvalifikationskampe:
”Sverige er et hold, som vi har spillet mange lige kampe imod. Det er et godt hold, men Sverige er meget afhængige af deres stjernespiller Markus Nilsson, som blev kåret som den mest værdifulde spiller i Champions League sidste år. Meget af deres spil står og falder med ham. Hvis han har en dårlig dag, eller hvis vi formår at lukke ham ned, så har vi rigtig gode muligheder mod Sverige,” siger Mikael Trolle.
“Forhåbentlig kommer der mange svenskere til Slagelse den 22.-24. maj og er med til at skabe en super kulisse i Antvorskovhallen. Det er altid noget særligt at møde naboerne fra den anden side af sundet,” siger han.
Hviderusland bringer gode minder frem fra EM på hjemmebane sidste år, hvor Danmark sensationelt sikrede sig en plads i 1/8-finalen ved at besejre netop hviderusserne i den altafgørende gruppekamp.
Tyrkiet har i mange år markeret sig stærkt på den europæiske volleyscene, og var også med til EM sidste år, hvor de dog ikke kom videre fra gruppespillet.
EM-kvalifikationskampene spiller over to omgange. Første puljespil afvikles i Slagelse den 22.-24. maj, mens andet puljespil er i Hviderusland weekenden efter. Puljevinderne går direkte til EM, mens 2´erne skal spille playoff.
Der er gratis entré til kampene i Slagelse, da Dansk Volleyball Forbund sponsorer betaler billetten. Man skal dog reservere billetterne senest den 15. maj.
EM-kvalifikationskampe i Slagelse den 22.-24. maj:
Torsdag den 22. maj
17:00: Tyrkiet – Hviderusland
19:30: Danmark – Sverige
Fredag den 23. maj
17:00: Hviderusland – Sverige
19:30: Tyrkiet – Danmark
Lørdag den 24. maj
15:00: Sverige – Tyrkiet
17:30: Hviderusland – Danmark