I weekenden venter de første testkampe for de danske volleyherrer i forberedelserne frem mod EM-kvalifikationskampene den 22.-24. maj i Slagelse. Letland er modstanderen.
Om mindre end en måned skal volleyherrerne forsøge at kvalificere sig til EM 2015 i Italien og Bulgarien. I denne uge har landsholdet været samlet til de første træninger i Idrættens Hus.
I weekenden kommer Letland på besøg, som Danmark skal spille to testkampe mod.
”Vi bliver kastet for løverne med det samme. Landsholdet er kun samlet kort tid, inden de vigtige EM-kvalifikationskampe i maj. Ved at spille en masse træningskampe med det samme, får vi hurtigt en idé om, hvor holdet står henne, og hvad vi skal arbejde videre med,” siger landstræner Mikael Trolle.
”Letland er en stærk modstander, som missede EM i Danmark sidste år med et mulehår. De tabte til Tyrkiet i Golden Set i den afgørende playoff kamp. Vi møder Tyrkiet i EM-kvalifikationen, så det er et perfekt match i vores forberedelser på nuværende tidspunkt,” siger han.
Letland træder, ligesom Danmark, ind i 2. kvalifikationsrunde frem mod EM-slutrunden i Italien og Bulgarien 2015.
Et par af de danske landsholdsspillere, heriblandt Mads Ditlevsen, som er tæt på at vinde The Double i den belgiske liga, støder til resten af landsholdet hurtigst muligt. I deres fravær er Daniel Thomsen fra Marienlyst og Mads Møllgaard fra Gentofte udtaget til kampene mod Letland.
Lørdag den 3. maj spiller Danmark mod Letland i Holtehallen klokken 16.00.
Søndag den 4. maj spiller Danmark mod Letland i Kildeskovshallen klokken 19.00.
Der er gratis entré til begge kampe.
Truppen til kampen mod Letland:
1 | Peter Jensen | Kant | Marienlyst |
3 | Simon Bitsch | Kant | Middelfart |
4 | Sigurd Neltoft Varming | Center | Marienlyst |
6 | Aske Mørkeberg Sørensen | Center | CV Mitteldeutschland, Tyskland |
7 | Daniel Thomsen | Center | Marienlyst |
8 | Axel Jacobsen | Hæver | TV Bühl, Tyskland |
9 | Philip Metin Özari | Libero | Thompson Rivers University, Canada |
10 | Mads Møllgaard | Kant | Gentofte |
11 | Nikolaj Hjøllund Haun | Hæver | Randers Novo |
15 | Peter Trolle Bonnesen | Kant | Narbonne Volley, Frankrig |
17 | Rasmus Breuning Nielsen | Kant | Middelfart |
18 | Rune Rye Huss | Center | Marienlyst |