Det europæiske volleyballforbund, CEV, har udnævnt Danmark til det næste store udviklingscenter for volleyball i Nordeuropa. Præsidenten for CEV, André Meyer, har netop inspiceret de danske faciliteter.
Sammen med formand i Dansk Volleyball Forbund, Erik Jacobsen, og sportsdirektør, Mikael Trolle, begyndte André Meyer inspektionsbesøget i Copenhagen Beachvolley Center på Refshaleøen, hvor nogle af de fremtidige ungdomsstævner skal spilles.
“Jeg er meget glad for den aftale, som vi har skrevet under på i dag. Åbningen af et udviklingscenter her i København vil gavne udviklingen af volleyball her i Danmark, men også i nabolandene. Sidste år var Danmark værter for Europas volleyballelite i et historisk europamesterskab. I dag støber vi fundamentet til at sporten kan fortsætte sin udvikling, og vi etablerer endnu et knudepunkt for kvalitetsvolleyball. Jeg er sikker på, at aftalen i dag vil kunne mærkes mange år fremover og gøre Danmark til en central aktør i vores langsigtede udviklingsstrategi,” siger André Meyer.
Bagefter var der rundtur i Idrættens Hus i Brøndby, hvor præsidenten så forholdene an til de kommende internationale seminarer, hvor toptrænere fra hele Europa inden for volleyballsporten kan dele og få glæde af viden og ekspertise på kryds og tværs. Besøget lagde også vejen fordi træningsfaciliteterne i Idrættens Hus.
”Det har stor betydning for Dansk Volleyball Forbund og volleyballs udvikling herhjemme og i Nordeuropa, at vi nu skal afvikle en lang række internationale ungdomsmesterskaber og seminarer. Vi er i Dansk Volleyball Forbund meget glade for den tillid, som CEV viser os ved at gøre os til regionalt udviklingscenter,” siger Erik Jacobsen, formand i Dansk Volleyball Forbund.
Formand for DIF, Niels Nygaard, skrev også under på aftalen.
”Vi er i DIF meget tilfredse med, at Dansk Volleyball Forbund nu er blevet et regionalt omdrejningspunkt for volleyballs udvikling i Nordeuropa. Vi så sidste år, da volleyballforbundet arrangerede EM, at de kan løfte store opgaver. Dette er endnu et stort skridt på vejen i den positive udvikling, dansk volleyball er inde i,” siger Niels Nygaard, formand for DIF.
Udover Danmark er Aserbajdsjan, England, Italien og Luxembourg blevet udnævnt til regionale volleyball udviklingscenter.