De danske beachlandshold trænede i weekenden med de tyske mestre Mischa Urbatzka og Markus Böckerman i Odense. I morgen rejser landsholdet til Tyskland for at træne med endnu et tysk klassehold.
Fem knivskarpe træningssessioner i Odense Beachvolley Center blev det til, inden de tyske mestre rejste retur til Hamburg.
”Jeg var vildt imponeret over det høje niveau, som Anders Hoyer, Mads Rosager og Søren Hoyer kunne holde gennem disse hårde træningsdage,” siger beachlandsholdstræner Peter Lyø.
En af de danske landsholdsspillere, der nød godt af træningen med de tyske stjerner, er Mads Rosager. Han beviste i træningerne mod de tyske mestre, at han er en fremtidens mænd i beachvolley.
”De var vildt gode. Man får en god fornemmelse af, hvor langt der er op til verdenseliten. Når man træner mod så gode spillere, bliver man hurtigt klogere på, hvad man skal gøre bedre. Igen bliver der sat en tyk streg under, at modtagningerne er afgørende. Og når der pludselig hænger en blokade med hovedet over nettet, så skal man være skarp for at se pladsen,” siger Mads Rosager.
Perfekt grænsesamarbejde
I morgen torsdag tager beachlandsholdene til Kiel og træner med et andet af de tyske tophold, Koreng/Dittelbach. Eric Koreng er tidligere World Tour-vinder, så det er en stor mundfuld danskerne skal op imod.
”Det er rigtig fedt, at vi har så godt et samarbejde med de tyske hold lige syd for grænsen. Det giver os en rigtig god mulighed for at træne og måle os med nogle af de bedste i Europa,” siger Peter Lyø.
I næste uge bytter Danmark og Tyskland roller, når Koreng/Dittelbach kommer på træningslejr i Odense. De får selskab at et hold fra Ghana samt de bedste danske hold.