Det danske landshold skal forsøge at følge op på sidste års EM-succes, når de spiller EM-kvalifikation den 22.-24. maj. Det bliver Antvorskovhallen i Slagelse, der danner rammerne om kval-kampene.
EM-kvalifikationen er den første store udfordring for de danske volleyherrer siden EM-successen sidste år, hvor de sensationelt kvalificerede sig til 1/8-finalen.
Dengang fik landsholdet suveræn opbakning af de danske tilskuere. Og netop støtten til landsholdet er en af grundene til, at valget faldt på Slagelse og Antvorskovhallen til de kommende EM-kval-kampe.
”Vi er rigtig glade for at skulle arbejde sammen med Slagelse Kommune og VK Vestsjælland omkring EM-kvalifikationen. Sidste år til European League havde vi en rigtig god oplevelse i Antvorskovhallen med flotte rammer og mange tilskuere, der gav landsholdet en fantastisk opbakning. Jeg håber, at vi kan gentage successen i år og med publikums hjælp kvalificere os til EM i 2015,” siger sportsdirektør og landstræner Mikael Trolle.
EM-kval-kampene i Antvorskovhallen bliver spillet torsdag den 22. maj, fredag den 23. maj og lørdag den 24. maj 2014.
Vil lave Danmarks fedeste hjemmebane
Den lokale volleyballklub VK Vestsjælland, der med fangruppen ’The Red Army’ skabte liv og glade dage på tilskuerrækkerne til EM, er også begejstrede for igen at lægge gulv til volleylandsholdet:
”Vi vil lave Danmarks fedeste hjemmebane for herrelandsholdet i volleyball. Vi ser frem til at fortsætte det succesfulde samarbejde med Dansk Volleyball Forbund og Slagelse Kommune omkring internationale volleyballevents. Ved European League-turneringen sidste år leverede alle tre parter en event af høj international klasse både i forbindelse med selve turneringen, men i høj grad også i form af andre aktiviteter som skolebesøg, konkurrencer mv,” siger eventansvarlig for Volleyklubben Vestsjælland Flemming Christensen.
I Slagelse Kommune ser man også frem til igen at få besøg af de danske volleyherrer til EM-kvalifikationen:
”Det er en stor sportsbegivenhed, som kan give meget omtale af vores kommune i forbindelse med turneringen, ligesom vi vil kunne tiltrække volleyballinteresserede tilskuere, som kan være til gavn for det lokale handelsliv. Samtidig vil vi som værter kunne fremstå som en seriøs idrætskommune, der kan håndtere at arrangere internationale sportsevent, og det kan på sigt betyde, at endnu flere forbund vil kontakte os om at samarbejde om events i kommunen,” siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen.
Danmark træder på baggrund af det gode resultat ved EM ind i 2. kval-runde, hvor landsholdet er havnet i Gruppe F sammen med Tyrkiet, Hviderusland samt et hold fra 1. kval-runde.