Damelandsholdets anfører og VK Fortuna Odenses stamspiller, Melcijana Salispahic, er blevet udnævnt til “Årets Bosniske Sportsnavn i Skandinavien 2012”.
Udnævnelsen skete egentlig i foråret, men først for nylig, ved en højtidelighed på den Bosniske ambassade blev Meli officielt hædret.
Begrundelsen for valget af Meli var, at hun har spillet volleyball i mange år i den bedste danske liga, og været med til at vinde flere titler. Derudover har landsholdsanføreren samtidig uddannet sig til erhvervsjurist (Cand. merc. jur.). Den Bosniske repræsentation ser derfor Meli, som et forbillede for andre unge bosniere, og et eksempel på, at man både kan dyrke sport på højt plan samtidig med, at man tager en god uddannelse.
DVBF er også stolte af valget af Meli. Hun har altid repræsenteret Danmark med stolthed og hjerte og har under skiftende landstrænere formået bestandigt at levere en loyal og seriøs indsats for damelandsholdet, både på og udenfor banen.
Et af de mest markante øjeblikke var da Meli i 2011, med tårer i øjnene, sang med på både den danske og bosniske nationalsang, inden de to landshold tørnede sammen i et drama over to OL-kvalifikationskampe, som Danmark vandt efter 15-13 i Golden set efter 2. kamp.
Stort tillykke til Meli som på billedet ses sammen med sine forældre.