I onsdags deltog Kaszas brødrene Oliver og Sebastian ved deres sidste internationale ungdomsmesterskab. Oliver fylder 22 i år og tilhører dermed den ældste årgang af U23 spillere. Siden U20 EM triumfen med sølvmedalje i 2010, har holdet stræbt efter at gentage bedriften i VM-regi. Det faldt igen i år ikke ud til danskernes fordel, da de tabte kvalifikationskampen mod de polske værters Poniewaz-brødre.
Torsdag kom Anders og Søren Hoyer derimod igennem kvalifikationen til CEV satellitturneringen i Montpellier. De slog Hupfer/Eglseer fra Østrig, der var eneste modstander den dag. Derefter fulgte hovedturneringen fredag.
Landstræner Peter Lyø, der også varetager et tysk landshold, kunne profitere af at tyskerne netop havde mødt danskernes første-runde modstandere, franske Ces/Rowlandson. Anderes og Søren vandt, men tabte i anden runde til Tjekkiets Kufa/Hadrava. Dagen endte dog positivt for danskerne, da de i opsamlingsrunden besejrede græske Kotsilianos/Zoupanis, der havde sendt dem ud af kvalifikationen til Baden Masters tidligere på året.
Lørdagen bød kun på en enkelt dansk kamp. Hoyer-brødrene vandt denne gang ikke over værterne, og måtte se sig slået ud af Daguerre/Salvetti. Men 7.pladsen luner i regnskabet om at komme til EM.