Nyt samarbejde forener sport, job og uddannelse for landets bedste volleyballspillere

4player og Dansk Volleyball Forbund har i dag underskrevet en samarbejdsaftale om uddannelses- og jobrådgivning. Den nye aftale skal sikre, at de bedste danske volleyballspillere kan kombinere sport, job og uddannelse. I aftalen sikrer Dansk Volleyball Forbund sig, at deres to seniorlandshold og to U19 landshold bliver oplyst om vigtigheden af og mulighederne for at…

:


4player og Dansk Volleyball Forbund har i dag underskrevet en samarbejdsaftale om uddannelses- og jobrådgivning. Den nye aftale skal sikre, at de bedste danske volleyballspillere kan kombinere sport, job og uddannelse.

I aftalen sikrer Dansk Volleyball Forbund sig, at deres to seniorlandshold og to U19 landshold bliver oplyst om vigtigheden af og mulighederne for at kombinere elitesport med uddannelse og civil karriere samt tilbydes uddannelses- og jobrådgivning via tilbud om medlemskab af Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF).

Uddannelses- og jobrådgivningen udføres af specialisterne hos 4player, der er second career rådgivningsenhed for Spillerforeningen, Håndbold Spiller Foreningen og Danske Elitesportsudøveres Forening.

Direktør i Dansk Volleyball Forbund, Mikael Trolle, siger om det nye samarbejde:

”Dansk Volleyball Forbund har altid lagt stor vægt på, at vores eliteidrætsudøvere udvikles på en sådan måde, at topsport og job/uddannelse er i optimal balance. Selvom en del af vores atleter i dag lever som fuldtidsprofessionelle topudøvere i udlandet, så er det helt afgørende, at vi i en tidlig alder starter rådgivningen af alle vores spillere. Vi kan sikre gode rammer for deres idrætsudøvelse, men det er i sidste ende den enkelte, der skal finde sin optimale vej til toppræstationer – både hvad angår deres sportslige- og erhvervsmæssige karriere. Her ser vi samarbejdet med 4player som en vigtigt sikring af vores spilleres fremtid.”

Direktør i 4player, Rasmus N. Haagensen, siger:

”Vi er glade for samarbejdet med Dansk Volleyball Forbund og glæder os til at hjælpe volleyballspillerne med at blive godt rustet til tiden efter sportskarrieren. Volleyballspillere har, som de fleste elitesportsudøvere i Danmark, udfordringer med at få uddannelse og sport til at gå hånd i hånd. Det kan vi hjælpe med, ligesom vi med afsæt i Job4players unikke CV-database for vindertyper og karrierenetværket Sportsalumni.dk kan hjælpe volleyballspillerne til at sælge sig selv og komme i kontakt med fremtidige arbejdsgivere.”

Aftalen mellem 4player og Dansk Volleyball Forbund trådte i kraft den 1. januar 2013.

Ønskes yderligere informationer eller kommentarer, kontakt da venligst:

Rasmus Haagensen, Direktør, 4player ApS: +45 22 26 00 44

Mikael Trolle, Direktør, Dansk Volleyball Forbund: +45 20 96 33 80

Baggrund om 4player:

4player beskæftiger sig med second career rådgivning til nuværende og tidligere elitesportsudøvere og brobygning til erhvervslivet. Gennem de tre ordninger Study4player, Job4player og Sportsalumni.dk rådgiver og støtter 4player elitesportsudøvere i Danmark i transitionen fra sport til civil karriere.

Læs mere på www.4-player.dk

Del nyhed

LÆS OGSÅ