Første kamp ved EM-kvalen i Ungarn blev som forventet en stor mundfuld for
de danske drenge (DK). På den anden side stod et Belgisk hold (BEL) bestående af
adskillige fysiske pragteksemplarer. Efter en opvarmning hvor BEL straffede
loftet og DK ofte straffede netkanten og antennen, stod det klart at skarpe
server ville blive nøglen til en god præstation. Det med serverne blev gennem
kampen løst fornuftigt og DK skabte herigennem mange pointchancer.
I 1. sæt kommer DK hurtigt bagud på for mange uprovokerede fejl forårsaget af
overforcerede angreb, men langsomt får DK kæmpet sig tilbage i sættet.
I denne periode går især kantspiller Jonathan Møller forrest i modtagning og
angreb men han må senere udgå (midtvejs i 2. sæt) pga. rygsmerter. BEL højner
niveauet mod slutningen af 1. sæt og DK tager ikke de chancerne de bliver
præsenteret for, hvorefter sættet tabes 25-19.
Libero Mathias Petersen må mod afslutningen af sættet udgå med blodtud, efter
opvisning i alternativt diagonalforsvar. Den unge gut har boldnæse men bliver
fornuftigt afløst af holdets anden libero Jonas Bach Jensen.
2. sæt starter flot med stort pres fra DK’s side og holdets rutine
personificeret ved Mads Møllgaard løser køligt flere svære situationer og sætter
desuden sikkert sine bolde når han bliver sat i scene af hæver Sebastian Holm.
DK er foran med 11-8 inden hæveren fra BEL tager fat med en stribe tunge
springserver. Sættet tabes 25-19 men DK spiller med undtagelse af førnævnte
serveserie aggressivt og med få fejl.
Skaden til Jonathan hæmmer DK’s stabilitet i modtagning selvom Mathias Elm
gør en klart godkendt landsholdsdebut.
3. sæt bliver en gentagelse af de to foregående sæt med DK halsende efter men
formår stadig at fremprovokere flere pointchancer. Modtagningsniveauet falder og
sættet og dermed kampen tabes 25-17.
Overordnet var det en godkendt indsats mod et stærkt hold. Man of the match
blev Jonathan Møller på trods af han blot spillede 1½ sæt. Dertil skal nævnes at
Mads Møllgaard var holdets og kampens pointsluger med 16 point og han viste
gennem hele kampen godt spil samt god moral som indpisker og anfører.
I morgen hedder modstanderen Finland og vi forventer at se et endnu skarpere
DK.