DIF støtter volleyballforbund frem mod EM 2013

”Vi lægger i DIF vægt på, at vi i DIF-idrætten både kan tiltrække internationale mesterskaber til Danmark, og at vi fra dansk side er så godt forberedt som muligt, når vores udøvere dyster på hjemmebane. Sidstnævnte er også en klar forventning hos de internationale forbund, når de fordeler deres mesterskaber. Derfor har vi i DIF’s…

:


”Vi lægger i DIF vægt på, at vi i DIF-idrætten både kan tiltrække internationale mesterskaber til Danmark, og at vi fra dansk side er så godt forberedt som muligt, når vores udøvere dyster på hjemmebane. Sidstnævnte er også en klar forventning hos de internationale forbund, når de fordeler deres mesterskaber. Derfor har vi i DIF’s bestyrelse besluttet, at vi ekstraordinært vil støtte volleyball-landsholdets forberedelser frem mod EM, som afvikles i Danmark og Polen i september 2013”, siger DIF-formand Niels Nygaard.

”Støtten vil ske i form af et økonomisk bidrag og adgang for herrelandsholdet til at bruge vores træningsfaciliteter i Idrættens Hus i Brøndby. Det er vores vurdering, at det er nødvendigt med et lille ekstra skub til volley-herrerne. Vi forventer på den måde at kunne skabe bedre rammer for holdets forberedelser frem mod et forhåbentlig både spændende og velspillet EM”, siger Niels Nygaard.

Den ekstraordinære økonomiske støtte til volleyballforbundet er på 600.000 kr. Hvis Dansk Volleyball Forbund får overskud på EM 2013, skal forbundet tilbagebetale op til 600.000 kr. heraf til DIF.

”Dansk Volleyball Forbund har over os tilkendegivet et ønske om at øge forbundets fokus på EM. Både når det gælder afviklingen af selve mesterskabet, og når det gælder forberedelsen af det danske hold. Det, synes vi i DIF’s bestyrelse, er en fornuftig beslutning, som fortjener anerkendelse. Af samme grund finder vi også, at det er en rigtig beslutning, at volleyball-forbundet nu afstår fra at trække Team Danmark i højesteret for at afgøre en tvist om Team Danmarks støtte til Dansk Volleyball Forbund år tilbage. Dermed kommer en sådan retssag ikke til at skygge for det forestående EM, som forbundet så kan koncentrere sig om fuldt ud”, siger Niels Nygaard.

Del nyhed

LÆS OGSÅ