De danske mestre Marienlyst fik revanche over oprykkerne fra Ishøj i pokalturneringens 1/4-finale. Gentofte sejrede over DHV Odense, og begge hold kan dermed reservere den 20.-21. december, hvor der spilles Final Four i Frederiksberg Hallen.
I lørdagens første 1/4-finale havde de forsvarende danmarks- og pokalmestre Marienlyst revanche til gode mod oprykkerne Ishøj, der sensationelt slog fynboerne i åbningskampen i sæsonen.
Marienlyst har efter en halvsløj sæsonstart tørstet efter succesoplevelser, og den kom i dag, da Marienlyst vandt 3-0 (25-21, 25-19, 25-22), og dermed blev 1/4-finalen endestationen for Ishøj.
I lørdagens anden 1/4-finale var vicemestrene Gentofte klare favoritter mod DHV Odense. Fynboerne leverede dog en stærk præstation og pressede sjællænderne, der dog hev sejren hjem efter 104 minutters spil 1-3 (21-25, 28-26, 22-25, 20-25). Sejren er Gentoftes fjerde i streg, efter de åbnede sæsonen med 2-3-nederlag til Hvidovre.
Marienlyst og Gentofte, der stod overfor hinanden i sidste års pokalfinale, er dermed begge klar til herrernes Final Four. Middelfart og Hvidovre er også med i Frederiksberg Hallen den 20. og 21. december.
Semifinalerne spilles lørdag den 20. december, og der er fri entré for alle. Finalerne spilles søndag den 21. december. Der er plads til 1.200 tilskuere. Reservér dine billetter med det samme her.
Spillerne kan samtidig begynde at stryge en skjorte og finde jakkesættet frem, da de lørdag den 20. december som en del af Final Four Weekenden skal med til Dansk Volleyball Galla 2014, hvor blandt Årets danske spiller kåres og de første navne i volleyballens Hall of Fame afsløres. Læs mere om Dansk Volleyball Galla her.
Final Four er støttet af Frederiksberg Kommune.