Volleyligaen

SUPER CUP SKYDER DEN NYE VOLLEYBALLSÆSON I GANG

I weekenden bliver der for alvor skruet op for temperaturen i dansk volleyball. Den 3.-4. oktober samles en række af landets bedste hold til Super Cup 2026, hvor både kvinder og herrer får mulighed for at teste formen inden den nye sæson i Volleyligaen.

:


Efter en lang sommerpause er klubvolleyballen klar til at vende tilbage.

Super Cup bliver den første store styrkeprøve for en række af holdene fra Volleyligaen, når der over to dage skal kæmpes om sæsonens første trofæ.

Kvinderne spiller i Odense, mens herrernes Super Cup bliver afviklet i Helle Hallen – Granly Volley Arena i Nordenskov.

Otte hold på jagt i Odense

Hos kvinderne bliver der lagt fra land lørdag den 3. oktober med fire kampe i første runde, inden semifinalerne følger senere samme dag.

Klokken 10.00 spiller Volleyball Esbjerg fra 1. division mod sidste års Super Cup-mestre fra ASV Elite i Hjallesehallen, mens Ikast KFUM tager imod Farum VK i Dalumhallen.

Klokken 12.30 står det nye ligehold fra Hvidovre VK overfor Brøndby VK i Hjallesehallen, mens DHV Odense møder Team Køge i Dalumhallen.

Dermed bliver der allerede fra første bold mulighed for at få et fingerpeg om styrkeforholdet frem mod en ny sæson i Volleyligaen.

Semifinalerne og placeringskampene spilles lørdag aften kl. 17.00 og 19.30, mens turneringen kulminerer med finalen søndag den 4. oktober kl. 14.50.

Herrerne mødes i Nordenskov

På herresiden er det Helle Hallen – Granly Volley Arena, der danner rammen om weekendens kampe.

Her åbner ASV Elite mod Nordenskov UIF og Ikast KFUM 2 mod Middelfart VK lørdag kl. 10.00, mens Odense Volleyball og Amager Volley mødes kl. 12.30, og det samme gør Ikast KFUM og den nye dreng i klassen Holte IF.

Senere lørdag spilles semifinalerne kl. 17.00 og 19.30, inden de to sidste hold står over for hinanden i finalen søndag kl. 12.30.

For holdene bliver Super Cup ikke bare en mulighed for at spille om et trofæ. Turneringen er samtidig den første mulighed for at se nye spillerkonstellationer, trænere og sommerens ændringer i kamp, inden Volleyligaen for alvor går i gang.

Du har mulighed for at overvære alle kampene, og der er fri adgang i hallerne, hvis du vil have en smagsprøve på, hvad der kommer til at vente i Volleyligaen, når den går igang senere i oktober måned.

Del nyhed

LÆS OGSÅ