Kvindelandshold volleyball

Kvindelandsholdet ude af European League

I weekenden var det danske kvindelandshold i aktion tre gange i kvalifikationen til European League.

:


Danmark tabte første kamp i kvalifikationen 3-0 til Litauen. Holdet var tæt på at tage første sæt, som man ellers var bagud 4-12. Men et fremragende comeback sendte Danmark på 20-19. Litauen trak dog afgørende fra mod slutningen og vandt med mindst mulig margen 26-24.

I andet sæt kom Danmark flot fra start, inden de igen blev indhentet. Sættet bølgede frem og tilbage, inden Litauen dog igen kunne sætte trumf på med en sætsejr på 25-22.

I tredje sæt var Danmark foran 15-13, men derefter vandt Litauen de næste 12 ud af 13 point og vandt sættet 25-16, der dermed giver dem en samlet sejr på 3-0.

Tidligere på dagen vandt Albanien 3-1 over Luxembourg, så Litauen og Albanien topper puljen med 3 point hver.

Til gengælde vandt Danmark lørdagens kamp 3-2 i en højdramatisk kamp over Albanien i SJF Bank Arena.

Danmark vandt første sæt 25-22, og den elektriske energi fortsatte i 2. sæt, som Danmark dominerede fra start til slut og endte med at vinde 25-17.

Dominansen skiftede dog side i det altid svære 3. sæt, og her stemplede Albanien ind og viste, at de også vil videre i turneringen. De vandt sættet 25-17 og endte også med at vinde 4. sæt 25-21.

I det afgørende 5. sæt kom Danmark foran 5-1 og 12-6 efter flot spil af hele holdet, og forløsningen kom ved en servefejl fra Albanien, som gav Danmark sejren med en score på 15-10.

Jublen brød løs og følelserne fik frit løb efter den flotte sejr, som altså holder Danmark i live i kvalifikationsturneringen.

Topscorer fra Ambanien blev Erblira Bici med hele 38 point, mens unge Mille Bassøe viste vejen for Danmark med imponerende 20 point. Frida Brinck lavede 19 point, hvor syv af dem var blocks i en kamp, hvor Danmark stod for 17 blokader!

Søndag tabte Danmark dog 3-2 til Luxembourg og kvalificerer sig dermed ikke til European League. Det stod dog allerede klart inden kampstart, da Albanien overvandt Litauen 3-2, og Danmark derfor ikke ville kunne nå den altafgørende 2. plads.

Dermed ender Litauen og Albanien som nummer 1 og 2 i puljen og avancerer til hovedrunden i European League, mens Danmark ender på 3. pladsen.

Tak til publikum for at være med til at gøre weekenden til en fest og for altid at støtte holdet!.

Del nyhed

LÆS OGSÅ