Volleyball Danmarks bestyrelse har i foråret lavet en grundig orientering om landsholdene, og den kan læses her.
På baggrund af en samlet vurdering af de sportslige og økonomiske forhold drøftede bestyrelsen den nødvendige prioritering af midler, da der desværre ikke er økonomi til at begge hold kan deltage i den kommende EM-kvalifikationsturnering, der afvikles i både 2024 og 2025 frem mod den næste EM-slutrunde i 2026. Volleyball Danmark har i denne budgetperiode (2022-2025) været igennem en økonomisk genopretning, hvor målet er at genskabe en sund økonomi, som gerne skulle give flere muligheder i fremtiden.
Det er samtidigt besluttet, at der i den næste budgetperiode 2026-2029 vil være aktiviteter med betydende (EM-kvalifikation eller European League) kampe for både kvinde- og herrelandsholdet. Bestyrelsen vil i de kommende måneder arbejde med at udarbejde målsætninger og en strategi for vores seniorlandshold, så der er en klar og ambitiøs plan for perioden frem mod 2030. Formålet med strategiarbejdet er bl.a. at give Sportschefen, trænere og spillere målsætninger og en ramme for arbejdet i de kommende år.
Det skal samtidigt understreges, at der fortsat arbejdes på at styrke Volleyball Danmarks økonomi, bl.a. med udgangspunkt i den kommercielle strategi, der er lagt, og som har vist gode resultater i både 2022 og i 2023, ligesom der også skal ses på andre muligheder for at styrke økonomien, så der fremadrettet forhåbentligt bliver mulighed for yderligere aktiviteter.
Bestyrelsen har besluttet, at herrelandsholdet tilmeldes den kommende EM-kvalifikation, og at kvindelandsholdet i både 2024 og 2025 vil have en længere træningsperiode med eventuelle kampe såfremt det lykkedes at få aftaler på plads inden for de økonomiske rammer der er, og hvor det sportsligt giver mening. Volleyball Danmark vil derfor fortsat have både et kvinde- og herrelandshold.
Mads Olsen, forperson i Volleyball Danmarks bestyrelse uddyber: ”Det har været en meget vanskelig beslutning at træffe, men også en nødvendig beslutning fordi Volleyball Danmark netop nu ikke har økonomiske ressourcer til at begge hold kan deltage i internationale turneringer. Beslutningen er truffet på baggrund af en samlet vurdering af de to holds sportslige niveau og potentiale. Her befinder herrelandsholdet sig aktuelt på et højere niveau end kvindelandsholdet. Vi har et herrelandshold med en relativ ung gennemsnitsalder, som i European Golden League har slået nationer, som slutter i top 12 ved det netop overstående EM, ligesom holdet til EM spillede meget tætte kampe mod nationer, der sluttede i top 12.”
Det er muligt at støtte de danske volleyball landshold og bidrage til yderligere aktiviteter med et fansponsorat. Læs mere om fansponsoratmulighederne her.
Fakta om Volleyball Danmarks økonomi:
Ved indgangen til 2023 havde Volleyball Danmark en negativ egenkapital på 0,6 mio. kr.
Der er budgetteret med et underskud på 0,2 mio. kr. i 2023. Dermed vil Volleyball Danmark have en negativ egenkapital på 0,8 mio. kr. ved udgangen af 2023 hvis det budgetterede resultat for 2023 realiseres.
Volleyball Danmarks bestyrelse har en målsætning om at have en positiv egenkapital på 1 mio. kr. ved udgangen af 2025.
Det vurderes, at det er vigtigt at have en positiv egenkapital af en vis størrelse, for at have en økonomisk buffer til at sikre sig mod de udsving der er i aktivitetsniveauet fra år til år, samt for at sikre sig mod de risici der er ved at drive de mange aktiviteter som Volleyball Danmark er involveret i.
Det betyder, at der skal realiseres et overskud i 2024 og 2025 på ca. 1,8 mio. kr. i alt for de to år, for at have en positiv egenkapital på 1 mio. kr.
Volleyball Danmarks bestyrelse har endnu ikke behandlet og godkendt et budget for 2024, men en grov prognose af det forventede budget for 2024 ser foreløbigt således ud:
Støtte fra DIF og FIVB til konkrete projekter* | 4,4 mio. kr. |
Turnering, kontingenter, deltagergebyrer o.l. | 6,0 mio. kr. |
Øvrige indtægter, inklusive DIF-grundstøtte | 5,4 mio. kr. |
Indtægter i alt | 15,8 mio. kr. |
Udgifter til konkrete støttede projekter* | -7,2 mio. kr. |
Lønninger, ej relateret til konkrete projekter | -2,3 mio. kr. |
Turneringsudgifter (Danmarksturneringen og Danish Beachvolley Tour) | -1,9 mio. kr. |
Øvrige udgifter til bredde og udvikling, samt talentarbejdet | -1,4 mio. kr. |
Administration | -1,4 mio. kr. |
A-landsholds volleyball aktiviteter, eksklusive lønninger | -1,0 mio.kr. |
Udgifter i alt | -15,2 mio. kr. |
Estimeret overskud | +0,6 mio. kr. |
* I forbindelse med støtte til de konkrete projekter har Volleyball Danmark forpligtet sig til at bidrage med en vis egenfinansiering ud over det støttede beløb. Volleyball Danmarks bestyrelse har i forbindelse med projekterne vurderet det som relevant at der samlet bidrages med ca. 2,4 mio. kr. i egenfinansiering for at opnå støttebetalingerne på ca. 4,8 mio. kr. De støttede projekter vedrører:
- Bredde og udviklingsarbejde, bl.a. i medlemsklubberne
- Talentarbejde inden for volleyball og beachvolleyball
- Trænerstøtte til A-landsholds arbejdet
- Kvindebeachlandsholdet
- Kidsbeachvolleyball
Yderligere spørgsmål til denne meddelelse kan fås hos info@volleyball.dk