Der er dobbelt op på underholdning lørdag eftermiddag, når Volley TV blænder op for to gode Volleyliga-kampe. Først er det Brøndby og Elite Volley Aarhus’ kvinder, der krydser klinger, efterfulgt af Hvidovre og ASV’s herrer. Se med fra klokken 13:15.
Brøndby er tilbage på sejrssporet efter nederlaget til Holte og har vundet de seneste tre kampe med sikre 3-0.
Aarhus tabte deres to første kampe i år, men kommer til Sjælland med en frisk sejr i bagagen, da de besejrede Ikast i sidste uge.
”Aarhus kan bringe sig selv op på 3. pladsen med en sejr. Det bliver dog uhyggeligt svært, da det er afgørende for Brøndby at demonstrere, at de i den grad stadigvæk er en af guldfavoritterne. Brøndby skal helst vinde, og gerne stort. Det psykologiske spil er allerede begyndt,” siger Casper Ahlehoff Hansen, der kommenterer kampen direkte på Volley TV.
Brøndby vandt 3-1 første de to hold mødtes i denne sæson.
Jysk favorit hos herrerne
I lørdagens anden kamp i Frihedens Idrætscenter er det herrernes tur.
Sidste års bronzevindere Hvidovre ligger pt. på 5. pladsen, mens ASV, der i sidste sæson måtte spille kvalifikation til Volleyligaen, indtager en flot 3. plads.
”Begge klubber ligger lunt i svinget til en kvartfinaleplads. Hvidovre har måtte undvære en række stamspillere i sidste kamp, og det er afgørende for dem, at de melder sig klar, hvis de skal hive en sejr mod et godt kørende ASV-mandskab,” siger Casper Ahlehoff Hansen.
”Hvidovre underpræsterede groft i deres første møde og tabte meget klart i Aarhus. Derfor er jeg sikker på, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få en sejr, når ASV gæster Friheden. Det er uden tvivl den aktuelle dagsform, der bliver afgørende,” siger han.
ASV vandt de to klubbers første opgør med 3-1.