Publikum og seere kan godt forvente nogle neglebidende tætte brag om bronzemedaljer, når de afgørende slag spilles tirsdag og torsdag. Amagers damer og Ishøjs herrer tog første stik. Begge kampe streames direkte på Zibra Sport.
Volleyligaens bronzemedaljer skal finde de halse, de skal hænge rundt om. Hos damerne står Amager og Lyngby med fremstrakte struber.
Amager vandt den første bronzekamp 3-2 i et tæt tiebreakdrama. Oprykkerne har dermed matchbold i 2. bronzekamp, som spilles i aften klokken 19:00 i Sundbyhal 2. Kampen streames direkte på Zibra Sport.
”Det er meget svært at spå om, hvor bronzemedaljerne skal placeres. Den første kamp var helt tæt, og alt kan ske i aften,” siger Anders Frank, kommentator for Dansk Volleyball Forbund.
”Jeg vil ikke være overrasket, hvis kampen bliver første gang, vi ser den nye afvikling med et Golden Set udfolde sig, hvis holdene vinder en bronzekamp hver. Det vil være fedt at opleve ét sæt, som afgør, om holdene skal have medaljer eller ej,” siger han.
”Det betyder vanvittigt meget, om man vinder bronzemedaljer. Efter en lang sæson kan det det være det, der afgør, om det har været en god eller dårlig sæson.”
Lyngby afslutter efter medaljekampen deres Volleyligatilværelse i denne omgang, mens Amager blot er i gang med at skrive første kapitel i deres Volleyliga-historie i oprykkerklubbens første sæson.
Bedste hold på dagen vinder bronze hos herrerne
Hos herrerne er bronzekampen et opgør mellem Hvidovre og Ishøj, nummer 3 og 4 fra grundspillet.
”Helt kort kan jeg sige, at jeg glæder mig. Der er uden tvivl en god kamp i vente,” siger Anders Frank.
”Begge mandskaber må være en smule skuffede over, at de ikke kunne presse mere på om en plads i DM-finalen i playoffs. Nu går de all in for at vise, at de som minimum er landets tredjebedste hold,” siger han.
”Jeg forventer en super kulisse. Det er den afgørende bronzekamp, og det er lokalopgør. Ishøj må være favoritter, efter de vandt den første kamp. Men begge hold har været meget svingende, og det bliver det bedste hold på dagen, som kan hænge bronzemedaljerne om halsen torsdag aften.”
Ishøj tog første bronzestik 3-1 på hjemmebane. 2. og afgørende kamp spilles torsdag aften klokken 19:00 i Frihedens Idrætscenter. Kampen streames direkte på Zibra Sport.
KAMPPROGRAM, DM-BRONZEKAMPENE
1. bronzekamp
Ishøj – Hvidovre (h): 3-1 (19-25, 25-22, 25-15, 25-19)
Lyngby – Amager (d): 2-3 (25-27, 25-20, 25-18, 23-25, 8-15)
2. bronzekamp
12/4, 19:00: Amager – Lyngby (d)
14/4: 19:00: Hvidovre – Ishøj (h)