Årets rundt bliver der ydet en fantastisk indsats ude i de danske volleyballklubber. Du kan være med til at kåre, hvem der skal have hæderen som Årets Ungdomsklub, Årets Ungdomsleder, Årets Klub-Gnist og Årets Person-Gnist 2016.
Det er nu, at I som klubfolk eller kredsfolk kan indstille klubber eller personer, der har ydet en ekstra indsats.
Årets Ungdomsklub bliver givet til en klub, der i en årrække har været med til at sætte sit præg på dansk ungdomsvolleyball.
Årets ungdomsleder tildeles en leder, der brænder for ungdomsarbejdet og i en årrække har arbejdet for at udvikle ungdomsarbejdet i sin klub, kreds eller DVBF.
Årets klub-gnist gives til en klub, der i den forgangne sæson har markeret sig i arbejdet med volleyball.
Årets person-gnist tilfalder en leder, der har formået at få andre med på en ide, og med engagement og energi fået gennemført sit projekt.
I kan læse meget mere om kriterierne for de enkelte kåringer her.
Sidste år løb Lyngby Gladsaxe med hæderen som Årets Ungdomsklub, Flemming Andersen fra Havndal Volley blev Årets Ungdomsleder, mens Persongnisten blev tildelt Louise Dahlgaard fra Bedsted KFUM Volleyball og Klubgnisten blev givet til Tønder SV-75.
Indstillinger skal sendes til Christina Juhl senest d. 25. april 2016 på: chr@volleyball.dk
Vi glæder os til at få en masse indstillinger om de mange klubber og personer, der knokler og laver et super godt stykke arbejde ude i klubberne.
Traditionen tro offentliggøres vinderne ved Dansk Volleyball Forbund årlige repræsentantskabsmøde den 21. maj i Kolding.