Hall of Fame. Den tidligere landsholdsspiller, udlandsprofessionelle og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om at leve drømmen i udlandet som 20-årig, få kastet mønter og toiletpapir efter sig på hjemmebane og stoltheden over at repræsentere sit fædreland.
Jeg har altid synes, det var sjovt at lege med en bold. Jeg startede med at spille håndbold, da jeg var 6 år, men skiftede til volleyball, da Jens Bang (nuværende Brøndby-træner, red), der var lærer på min skole i Valby, introducerede mig og flere af mine skolekammerater til sporten.
Vi startede med at spille på skolen en gang om ugen, men det blev hurtigt til tre gange om ugen. Jeg var 10-11 år gammel. Dengang var det ret tidligt at starte til volley.
Jens spillede selv inde i Skt. Jørgen, så der fik han startet et drenge- og et pigehold op. Det blev pigeholdet, der holdt ved. Vi havde et godt hold og et godt kammeratskab. Jens var meget motiverende og tog os med til stævner fra start af, så vi fik en masse oplevelser. Jeg tror, det har været med til, at vi blev ved med at spille sammen i mange år på det hold.
Da jeg var 15 år, begyndte jeg at træne med Holtes seniorhold. Sæsonen efter skiftede jeg til klubben, hvor jeg blev trænet af både Karen Bonnesen og Sven Brix. Dér begyndte jeg for alvor at udvikle mig som spiller. Det var fire rigtig gode år, hvor vi var suveræne i Danmark, men fik en volleylektion i Europa Cup-kampene.
Både med Holte og landsholdet fik jeg øjnene op for volleyverdenen uden for Danmark. Der var et par danske herrespillere i udlandet. Jens Larsen spillede i Wuppertal og fik sat en prøvetræning op for mig i Bayer Leverkusen i den bedste tyske liga.
Jeg havde læst et år på polit-studiet og gik med nogle overvejelser, om det nu var det rigtige at tage ud og spille. Men samtidig føltes det naturligt, og som noget jeg måtte prøve; det var volleyball, jeg ville. Hvis jeg skulle noget mere, så skulle jeg til udlandet. Mange havde snakket med mig om at komme afsted, og det var nok med til at skubbe på.
Så stod jeg dér som 20-årig. Alene i Tyskland. Jeg kastede mig bare ud i det, og det er jeg glad for. Volleyball er en større sport i Tyskland. Interessen er større. Der er flere tilskuere til kampene, og der er mere medieinteresse. Der var en fanklub, som fulgte holdet. Det var sjovt. Niveauet var også højere. Man skulle virkelig yde hele tiden. Det var ikke længere selvskrevet, at jeg var på banen. Det var en ny situation at stå i. Jeg spillede tre rigtig gode år i Tyskland. Det ene år havde jeg fornøjelsen af at bo og spille med Dorthe Larsen. Både med Bayer Leverkusen og Münster spillede vi os i finalen. Det var stort at spille de kampe. De gav virkelig et sug i maven.
Italien var endnu et skridt videre. Det var den største sport for kvinder i hele landet. De bedste spillere i verden spillede i den italienske liga. Det sidste år, spillede jeg for Santeramo i det sydlige Italien i A1. Der kunne godt være 100 tilskuere til vores træninger fredag aften. Sådan var kulturen i den by i Syditalien. Volleyball var samlingspunktet i byen.
Alle kampe var sjove og hårde. Jeg spillede på hold med nogle af verdens bedste spillere og mødte de største stjerner, hvilket også gjorde, at der var et pres på mig for at kunne holde niveauet hele tiden.
Vi startede sæsonen rigtig dårligt. Indtil jul havde vi ikke vundet nogle kampe. Lige efter en meget kort juleferie, mødte vi det andet bundhold på vores hjemmebane. Vi kom bagud 2-0 og intet lykkedes. Der var fyldt i hallen, og vores egne tilskuere begyndte at kaste mønter og toiletpapir på banen ved sideskift, og jeg tænkte: Hvad sker der lige her?
På en eller anden måde fik vi vendt kampen og vandt 3-2. De tilskuere, der efter 2. sæt havde kastet ting på banen, kom hen og omfavnede os og var jublende glade. Vi var selv glade og lettede. Det var en følelsesmæssig rutsjetur, hvor hele hallen kogte over, da vi vandt. Det var vendepunktet. Vi begyndte at vinde kampe igen og kom med i slutspillet, men tabte i kvartfinalen. Den sæson lærte jeg meget af. Som hold lykkedes det os at stå sammen, selvom det så helt sort ud. Vores træner Lorenzo Michelli var en hård, men meget dygtig træner, og han troede hele tiden på os.
Mit udlandseventyr blev til syv år i fem forskellige klubber i tre forskellige lande. Jeg oplevede vidt forskellige kulturer. Münster er den klub, der i mine øjne fungerede som en professionel klub skal. Der var en dygtig træner, og ledelsen havde styr på det. Vi havde som spillere en del sponsorforpligtelser og skulle jævnligt stille op til interview. Vi havde blandt andet et tysk dametøjsforretning som sponsor, og efter hver hjemmekamp skulle vi møde til VIP-arrangementet iført dette – ifølge alle os spillere – gyselige sæt tøj.
Jeg har altid været stolt over at repræsentere Danmark, selvom der har været mange op- og nedture i forhold til resultaterne på banen. Særligt husker jeg perioden, hvor flere spillede i udlandet og samtidig fandt tid til landsholdet. Det gav en stabilitet og en professionalisme på holdet, og vi begyndte at vinde flere landskampe. Det gjorde det selvfølgelig lidt sjovere.
Beachvolley og alle de otte DM-medaljer jeg har vundet dér, er også noget, som jeg er meget stolt af. Jeg husker, at lige så snart landsholdssæsonen sluttede, var Mette Flügge og jeg ude i sandet og spille beachvolley. Det var fedt. For mig var det en god kombination. Det var god træning i sandet og samtidig en fed måde at tilbringe sommeren på. Beachvolley var slet ikke lige så organiseret, som det er nu med faste træninger – men for os betød det, at vi spillede mod en masse forskellige både dame- og herrespillere.
Jeg har altid syntes, at det er sjovt at spille og træne. Hele tiden udvikle mig og blive bedre og være på et hold, hvor vi havde nogle mål. Og gerne ville blive bedre sammen. At få lov til at leve af min sport og leve det liv, hvor man træner to gange om dagen og spiller kampe i løbet af weekenden er fantastisk.
Men motivationen for at spille professionel volleyball er forskelligt fra spiller til spiller. Jeg har blandt andet spillet med en rigtig dygtig spiller fra Ukraine, hvor volleyball var hendes mulighed for at tjene penge og sende dem hjem til sin 8-årige datter i Ukraine. Det er svært at forestille sig, når jeg nu selv har fået børn. Selvom vi konkurrerede om den samme plads, var hun en fantastisk holdkammerat.
Gennem alle årene har det sociale i høj grad været drivkraften. Mange af dem, jeg ser nu, er fra volleyverdenen. Mange af de venskaber, der har holdt ved, er spillere jeg har mødt gennem mit volleyliv. I udlandet har jeg mødt så mange fantastiske mennesker, og særligt i Italien tog spillerne mig med hjem til deres familier, hvor jeg virkelig lærte at sætte pris på den italienske tradition med den helt store søndagsfrokost hjemme hos mama.
Har du et godt råd til yngre volleyballspillere?
Lyt til din træner og lad dig inspirere af andre dygtige spillere, men husk – det er kun din egen træningsindsats og indstilling til sporten, der flytter dit niveau.
Hvis du har en drøm om at komme til udlandet og får muligheden, så kast dig ud i det. Gå til opgaven med ydmyghed, godt humør og gå-på-mod.
Og sidst, men ikke mindst, så husk alle de gode oplevelser og den energi, det giver at dyrke en sport. Jeg har aldrig fortrudt.
PIA HOVE
Født: 30/09/77.
Aktiv fra 1988 for bl.a. Holte IF, Bayer Leverkusen, USC Münster, Castello del Maia, Santeramo og Lyngby Volley og til dato stadig aktiv på den danske beachvolley-tour. Er efter Dorthe Larsen indehaver af landskampsrekorden for damer med samlet 127 kampe i rødt og hvidt. Vinder af adskillige mesterskaber både internationalt såvel som nationalt og er til dato eneste kvindelige danske spiller i den italienske serie A, hvad der i perioden regnedes som verdens stærkeste liga.
Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2014.
