Der er hele syv kampe på programmet lørdag den 28. september, men allerede torsdag den 26. september kan du se generalprøven, når Brøndby VK tager imod Team Køge klokken 20.00 i Brøndby Stadionhal 1.
I år er der otte hold i kvindernes liga og 10 hold i herrernes. Hos kvinderne rykkede DHV Odense ned i 1. division efter sidste sæson, mens Aalborg Volley led samme skæbne i Volleyligaen for herrer.
Til gengæld kan vi byde velkommen til to nye hold hos kvinderne, hvor både Holstebro KFUM og Farum VK er at finde i landets bedste række i denne sæson. Det er to spændende bekendtskaber, som vi ser frem til at se i aktion.
Hos herrerne har vi fået besøg af en gammel kending i Hvidovre VK, som er tilbage i Volleyligaen efter en enkelt sæson i 1. division. De rykkede ned i forrige sæson efter en tæt og spændende afgørelse på 2022/2023-sæsonen.
Vi vil i løbet af den kommende uge give en introduktion til de tre nyoprykkede hold i Volleyligaen, så du er godt klædt på til den nye sæson.
Du kan følge med i Volleyligaen her.
Og så kan du se kampene her.
Vi glæder os til at kunne byde jer indenfor i hallerne og foran TV-skærmene igen til en ny sæson.