Volleyball Danmark

Nicolai Kaas Nordstrøm bliver ny direktør i Volleyball Danmark

Efter en grundig ansættelsesproces med stærke kandidater har bestyrelsen ansat Nicolai Kaas Nordstrøm som direktør i Volleyball Danmark.

Nicolai Kaas Nordstrøm |

:


Nicolai har netop afsluttet fem års arbejde for Dansk Boldspil-Union (DBU) som ligachef i spidsen for den administrative, sportslige og kommercielle udvikling af kvindeligaen med rigtig flotte resultater til følge.

Et kommercielt mindset skal styrke Volleyball Danmark

Nicolai Kaas Nordstrøm brænder for sport og har et kommercielt mindset. Han har derfor den helt rigtige profil til at styrke Volleyball Danmarks økonomi og øge synligheden af volleyball og beachvolleyball i Danmark.

”Det kommercielle fokus er vægtet højt i valget af ny direktør, da det er afgørende for understøttelsen af den videre udvikling af volleyball og beachvolleyball. Nicolai har vist, at han kan drive og vækste det økonomiske og sportslige potentiale inden for forskellige idrætsgrene”, siger forperson for Volleyball Danmark, Pau Lund-Larsen.

Nicolai har løftet kvindeligaen i fodbold gennem store partnerskabsaftaler, tv-aftaler og etablering af erhvervsnetværk. Tidligere har han været kommerciel ansvarlig i fodboldklubben B.93, Nordsjælland Håndbold, Charlottenlund Travbane og Dansk Ride Forbund. Nicolai har også erfaring som messe- og eventarrangør og har tidligere været regissør og produktionsleder på TV3 sporten.

”Jeg ser frem til at stå i spidsen for et velfungerende sekretariat og sammen med dem og bestyrelsen få implementeret Volleyball Danmarks strategi, visioner og værdier. Erfaringer fra klubber og forbund har givet mig en dyb forståelse for sportsverdenens kommercielle og politiske aspekter”, siger Nicolai Kaas Nordstrøm.

En direktør drevet af nysgerrighed og passion

Medarbejderne i Volleyball Danmarks sekretariat kan se frem til en dynamisk, nysgerrig og engageret direktør, der har stærke operationelle evner og en tillidsbaseret ledelsesstil.

”Jeg er dybt passioneret om de opgaver, der skal løftes for at skabe flere medlemmer og bedre forhold for både bredden og eliten i volleyball og beachvolleyball. Jeg glæder mig derfor meget til den opgave, der ligger foran mig sammen med resten af Volleyball Danmark”, siger Nicolai Kaas Nordstrøm.

Nicolai er bosat i København, er gift og har fire børn. Han tiltræder stillingen den 28. august 2024.

Del nyhed

LÆS OGSÅ