Volleyball Danmark

ERIC ADLER MELDER SIT KANDIDATUR TIL POSTEN SOM PRÆSIDENT HOS DET EUROPÆISKE VOLLEYBALLFORBUND CEV

For en måneds tid siden bebudede Eric Adler sit kandidatur som præsident i det europæiske volleyballforbund, CEV.

:


Eric Adler, der blandt andet har været forperson i Holte IF og Dansk Volleyball Forbund (nu Volleyball Danmark), har siddet i CEV’s bestyrelse siden 2002 med forskellige opgaver – blandt andet som forperson for styregruppen for samarbejdet mellem CEV og Infront, som er CEV’s mediepartner.

I 2020 blev han udpeget som vicepræsident og kasserer for CEV af den dengang netop genvalgte præsident Aleksandar Boričić, og nu er han klar til at tage næste skridt mod forpersonsposten i det europæiske volleyballforbund med udmeldingen om sit kandidatur til posten som præsident hos CEV.

For at stille op som kandidat, kræver det en indstilling fra et nationalt forbund, og Volleyball Danmark står bag indstillingen af Eric Adler, som bakkes op af mange rundt om i den europæiske volleyballmiljø.

Eric Adler udtaler: “Jeg er glad for indstillingen og den opbakning, jeg har modtaget fra Volleyball Danmark. Jeg har i lang tid været dybt forankret i CEV og ved, hvor der er potentiale og hvor vi kan og må forbedre os. Jeg ved, hvilke udfordringer de nationale forbund står overfor, og jeg tror på, at jeg med min erfaring på både nationalt og internationalt forbunds- og forretningsniveau kan være med til at videreudvikle volleyball i Europa.”

Mads Olsen, forperson for Volleyball Danmark, udtaler: På Volleyball Danmarks vegne er jeg utrolig glad for, at vi har så stærk en kandidat som Eric Adler. Hans livslange engagement i volleyball på alle niveauer kombineret med mange års erfaring både fra CEV og hans erhvervskarriere gør, at han er top kvalificeret til at være den næste præsident for CEV. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke i den kommende valgkamp, hvor han har en kæmpe opgave foran sig.

Hans Natorp, formand for Dansk Idrætsforbund, udtaler: Danmarks Idrætsforbund er meget glade for Eric Adlers kandidatur til præsident for CEV. Hans betydelige erfaring og professionelle kompetencer vil give Danmark en særdeles stærk stemme på den europæiske idrætspolitiske scene. Et af hovedmålene i DIF’s internationale strategi er netop at styrke dansk repræsentation i internationale organisationer, hvorfor vi også har støttet Eric Adler fuldt i hans overvejelser og beslutning om at stille op.”

I den kommende tid vil Eric besøge flere af de europæiske volleyballforbund og diskutere fremtiden for europæisk volleyball sammen med dem, inden den nye forperson skal findes ved CEV’s Kongres den 24. august 2024. Udover Eric Adler stiller tre andre kandidater op: Renato Arena fra Italien, Roko Sikirić fra Kroatien og Leo Wencel fra Polen.

Del nyhed

LÆS OGSÅ