Herrelandshold volleyball

Ny landsholdsturnering ser dagens lys: Nordic Cup – Varde

I samarbejde med Varde Kommune og Nordenskov UIF introducerer Volleyball Danmark en ny turnering for herrelandshold i 2024, 2025 og 2026 ved navn Nordic Cup – Varde.

:


Nordic Cup – Varde er navnet for den nye turnering, som blandt andet skal sikre, at herrelandsholdet kan få spillet kampe på højt niveau. Varde Kommune støtter op omkring turneringen, mens Nordenskov UIF hjælper til med en flot afvikling af Nordic Cup – Varde.

Nordic Cup 2024

I år spilles Nordic Cup – Varde fra d. 8.-10. august 2024 i Helle Hallen. Sverige og Norge har indtil videre bekræftet deres deltagelse, og det forventes, at et fjerde land også vil deltage i turneringen. Nordic Cup – Varde forventes derfor afviklet som en 4-holdsturnering, hvor hvert hold møder hinanden én gang. Hver dag fra d. 8.-10. august kan man derfor få mulighed for at opleve to kampe på højt internationalt niveau i Helle Hallen.

”Vi er meget glade og stolte over, at Varde Kommune har ønsket at bakke op om at få etableret en international volleyballturnering. Det er tydeligt at mærke, at der er stor interesse og opbakning til volleyball i Varde. Jeg vil også gerne sende en stor tak til formand for Nordenskov UIF, Peder Foldager, som har trukket en stor del af læsset i forhold til at få Nordic Cup – Varde stablet på benene.” siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

”Selvom Nordic Cup – Varde ikke er en officiel CEV eller FIVB-turnering, er den yderst vigtig både i forhold til, at vores herrelandshold kan få spillet nogle gode kampe inden EM-kvalifikationen og i forhold til at kunne præsentere vores herrelandshold over for vores danske fans, og der er også glæde hos mine nordiske kollegaer over, at de kan deltage i turneringen.” siger Sportschef Sebastian Mikelsons.

”Jeg er rigtig glad for, at det i et godt samarbejde med Nordenskov UIF og Volleyball Danmark er lykkedes at lave en ny international volleyballturnering her i kommunen. Vi i Varde Kommune glæder os til samarbejdet og vi glæder os til at byde både det danske herrelandshold og andre nordiske landshold velkomne allerede til sommer. Samarbejdet giver mulighed for flot volleyball på højt plan i Helle Hallen i Nordenskov. Samtidig giver det eksponering af Varde Kommune som jo er et område med stærke ambitioner indenfor volleyball i både Danmark og i de andre nordiske lande, der deltager.” siger Varde Kommunes borgmester Mads Sørensen.

”Vi glæder os utroligt meget til at kunne præsentere det danske herrelandshold og hele 6 landskampe på højt niveau inden for tre dage. Vi håber, at især mange danske men også udenlandske tilskuere vil lægge vejen forbi Helle Hallen når Nordic Cup – Varde skal afvikles, og vi ser frem til at give alle hold og tilskuere en rigtig god oplevelse,” siger formand for Nordenskov UIF Peder Foldager.

Du kan købe dine billetter her!

Del nyhed

LÆS OGSÅ