Dommer

Internationale dommerdrømme

Sidste uge bragte vi en nyhed om den unge dommergeneration. Denne uge fortsætter vi med at rette opmærksomheden på den unge dommergeneration, dog med et internationalt twist.

Nicklas Kjær Thomsen |

:


En af de spændende muligheder ved at være dommer i Volleyball Danmark er ikke kun at være en afgørende del af nationale begivenheder, men også at åbne døren til mulige internationale udfordringer. Som dommer kan man få chancen for at repræsentere Danmark på verdensscenen, dømme ved internationale mesterskaber og knytte bånd med dommerkolleger fra hele verden. En af vores danske dommere, Nicklas Kjær Thomsen, har netop valgt at gå denne vej.

”Min dommerkarriere startede som ganske ung, hvor jeg tog et B-dommer kort i 2011. Jeg havde dømt rigtig mange ungdomsstævner, og havde fundet det sjovt at dømme. Kort tid efter mit B-dommer kursus, var jeg så heldig at blive en del af en linjedommergruppe, som skulle uddannes frem mod EM 2013 i Danmark. Det forstærkede min interesse for området, og jeg fik lysten til mere og tog hertil mit DT-dommer bevis i 2012. Allerede fra start af min karriere var jeg med på et højt internationalt niveau, som kulminerede i først en Bronzekamp ved senior EM i Parken, for derefter nogle år senere i 2016 fik jeg muligheden for at komme med til Serbien, for at prøve kræfter med ISF-skole VM. Hvis der nogensinde var tvivl fra min side, blev alt fejet væk efter denne tur, og jeg satte mig benhårdt efter målet som international dommer, da jeg var og stadig er meget opsat på at skulle ud og opleve verden sammen med volleyball.

I december 2021, mens corona stadig lå over verden, kulminerede min dommerkarriere, og jeg fløj til Italien, hvor jeg var i 12 dage i “Lille Venedig” Caorle, hvor jeg sammen med en masse fantastiske mennesker fra hele Europa blev uddannet til international dommer. Siden da har jeg ikke kigget mig tilbage og drømmer stadig stort om, hvad mine kommende rejser kan føre mig til.

Jeg kan kun som ung international dommer anbefale at tage den lange og til tider hårde rejse mod en international karriere. Selvom den er lang, så er man aldrig alene på sådan en rejse. Under hele turen har jeg været holdt godt i hånden af mange af mine trofaste dommerkollegaer, som har troet på mig hele vejen og støttet mig alt det de kan.

Så mit tip er: Gå efter det, drøm stort, fortæl om dine drømme og ambitioner og giv din mening til kende, så du, ligesom mig, kan komme ind i et fantastisk fællesskab, som dommerverden er og opnå lige det du vil.” (Nicklas, international dommer, 28 år)

ISF-skole VM, som Nicklas deltog i, skaber også muligheder for nye talenter. Andreas Brix, uddannet basisdommer i 2022 og divisionsdommer i 2023, ser frem til at prøve kræfter med denne internationale udfordring i 2024.

”Jeg ser frem til at opleve, hvordan volleyball anses i andre lande. Volleyball er en stor sport på verdensplan, og jeg glæder mig til at interagere med udsendte fra andre lande, hvor mulighederne måske er anderledes og større, end de er i Danmark. Samtidig ønsker jeg at præsentere Danmark som et land, der kan levere volleyball af høj kvalitet, og jeg håber at kunne bidrage til dette gennem min dommergerning.

Mit håb er at dømme på det højeste niveau, jeg kan komme i nærheden af. Uanset om det er som divisionsdommer, ligadommer eller endda på internationalt niveau, ser jeg frem til udfordringen.” (Andreas, divisionsdommer, 29 år)

Så hvis du drømmer om at tage dine dommerfærdigheder ud over landegrænserne, er Volleyball Danmark det ideelle sted at starte din rejse. Uddannelse som dommer er ikke kun vejen til at forstå spillet på et dybere plan, men også nøglen til at skabe varige minder og et netværk, der kan række ud over landets grænser.

Del nyhed

LÆS OGSÅ