Med støtte fra DIFs Initiativpulje starter Volleyball Danmark nu et helt nyt koncept for Kidsbeachvolley med henblik på at få endnu flere børn ud i sandet.
Med initiativet Kidsbeachvolley ønsker Volleyball Danmark at udvikle et børnekoncept for beachvolleyball, der kan tiltrække nye børn til sporten og samtidig engagere eksisterende børnemedlemmer i klubberne. Konceptet bygger på de stærke erfaringer, Volleyball Danmark har bygget op omkring bl.a. Kidsvolley, som nu skal konverteres til udendørsuniverset.
”Vi er vildt stolte over og glade for, at DIF ligesom os ser store udviklingsmuligheder for et målrettet børnekoncept for beachvolleyball. Som det ser ud nu, har vi ikke i Volleyball Danmark et konkret tilbud til at tiltrække børnene ud i sandet, så der er et kæmpe potentiale, vi skal have prøvet af”, fortæller Udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl og fortsætter:
”Med midlerne fra DIFs Initiativpulje kan vi forstærke vores koncept og virkelig få sat fart på udviklingen af beachvolleyball i Danmark. Jeg ser frem til at starte konceptet op, ligesom jeg ser frem til samarbejdet med vores klubber om et fælles stærkt produkt, som bliver let og overskueligt at starte op i klubberne”.
Pipeline for Kidsbeachvolley
På baggrund af udvikling og testning i 8 pilotklubber i sæson 2023, er følgende leverancer for konceptet Kidsbeachvolley defineret til at gennemføres ultimo august 2024:
• Regelsæt udvikles
• Tilmeldingssystem til aktiviteter implementeres
• Inspirationsmaterialer udvikles og gøres digitalt tilgængelige
• Markedsføringsmateriale udvikles og gøres online tilgængelige til benyttelse til rekrutteringsarbejde
• 2-3 frivilligmodeller nedskrives og gøres klar til anvendelse af volleyball- og beachvolleyballklubberne
• En skaleringsplan gøres klar, så minimum 30 klubber i turneringsåret 2025 har Kidsbeachvolley på programmet og 60 klubber senest i år 2028.
Udarbejdelsen af konceptet vil fortsat foregå i tæt dialog med beachvolleyballklubberne og nogle af de volleyballklubber, der har Kidsvolley på programmet.
Projektet er 1 år startende august 2023. Midlerne skal bl.a. bruges på en ansættelse og på materialeudvikling. Vi ser frem til et år med yderligere fokus på de mange muligheder udendørs.